baby, familie, reflektion, Tøserne

Baby på vej…

Det er vildt at det er sådan det er. Men sådan er det. Vi har baby på vej.

Der har godt nok været mange tanker siden vi stod med en positiv test tilbage i juli og skulle forholde os til at jeg, trods vores forsøg på at undgå det, var gravid. Vi havde ingen planer om at få børn sammen, vi var godt tilfreds som tingene var.

 

Men nu stod vi der og testen var positiv, ligesom den anden test også var det (og ja jeg testede et par dage efter den første gang, fordi jeg alligevel ikke helt kunne tro på at det var rigtigt). Det var super dårlig timing. 1.8. skulle jeg starte op i en fast stilling på mit arbejde, det er skisme lidt dårlig stil at starte op med at man i øvrigt går på barsel lige om lidt. Vi snakkede en del frem og tilbage om det – var vi klar til en baby, hvordan ville mit arbejde tage det, havde vi faktisk lyst til at føje et barn mere til familien, var der overskud til det? Der var mange spørgsmål og ikke ret mange svar når det kom til stykket. I sidste ende blev vi enige om at skulle vi faktisk ende ud med at have fælles biologiske børn, så var det nok nu det skulle ske – jeg ville blive 38 lige om et øjeblik og følte mig et eller andet sted en anelse gammel til at skulle have en baby mere (og jeg ved godt at mange, der er ældre end mig får børn og ikke et ondt ord om det, jeg personligt føler mig bare gammel i forhold til at være gravid). Det var ubelejligt, upraktisk, førte en hel masse med sig, som vi egentligt slet ikke havde overvejet. Men i sidste ende blev vi enige om at nu var jeg gravid og så tog vi det med på rejsen.

Da vi endeligt havde besluttet os, var det jo lykke. Men samtidigt også ret uvirkeligt. Det føles som meget længe siden jeg sidst var gravid og for Dean var det første gang, så jeg tror ikke det blev sådan rigtigt virkeligt for nogen af os før vi nåede til nakkefolds-scanningen og fik lov at både se og høre den lilles hjerteslag. Det er bare et stort øjeblik når man hører det for første gang og det var ret vildt at få lov at se Deans ansigtsudtryk da det gik op for ham at det var babys hjerteslag han kunne høre.

 

Men for mig har det at være gravid med barn nr 3 været et dobbeltægget sværd. Jeg glæder mig ustyrligt til at møde dette lille vidunder, som på trods af vores forsøg på det modsatte har insisteret på at skulle være til i verden og samtidigt følger der en masse tvivl og dumme følelser med. For jeg har aldrig forestillet mig at skulle have børn med andre end Niels og her står jeg og venter barn med Dean, som jo ikke er Niels. Jeg elsker Dean, jeg glæder mig til at føde hans barn og føje endnu et vidunder til vores samlede familie. Men det var alligevel en kamel jeg skulle sluge, at mine børn ikke alle sammen har samme far. Det er jo ikke sådan at jeg opfatter et eneste af disse tre vidundere som mindre værd end de andre to, eller at jeg frygter Dean vil foretrække sit biologiske barn over de ‘store’ piger. Slet ikke faktisk. Men indeni mig selv har jeg godt nok gjort mig mange tanker for at nå til et sted, hvor det føltes ok at mine børn ikke havde samme fædrene ophav. Det føles grimt at skrive det. Som om det, at jeg havde det ambivalent over dette, gjorde at jeg negligerede Deans betydning for både mig og pigerne. Det kan ikke siges højt nok hvor meget Dean betyder for pigerne og jeg.

Jeg elsker Niels, det vil jeg altid gøre. Men livet går videre og det har ført mig til Dean. Jeg elsker mit liv med Dean og jeg glæder mig til at føde hans barn, vores datter (i hvert fald hvis kønsscanningen er korrekt). Niels vil altid være pigernes far og i følge pigerne er Dean deres daddy. Ham der er her, nu hvor far ikke kan være her. Og det er han. Både når der skal skældes ud og uddeles pligter, eller når der skal deltages til gymnastik med den store eller soves i arm, fordi man savner far. Dean er der til det hele og mere til.

 

Som jeg har skrevet om tidligere deltog jeg i oktober på et kvinderetreat (det kan du læse om her) og en af de ting jeg gerne ville blive mere afklaret med var netop den her ambivalens over at mine børn ikke vil have samme far alle tre. Det var slet ikke det jeg fik med hjem fra retreatet, men jeg fik en forståelse for at jeg skal have tillid til at det hele nok skal gå uanset og acceptere at sådan er det bare og at det er ok. Det lyder måske nok lidt flyvsk og out there, men ikke desto mindre er det sådan jeg har det. Det er jo ikke sådan at bare fordi jeg brugte en weekend på Ærø i selskab med en gruppe kvinder, at så er alt bare løst i mit hoved, men det hjalp mig med at prikke ud hvor det gjorde mest ondt og hvor mit fokus fremad bør være. Mit fokus er på mine børn og på min lille familie.

 

Hvor er pigerne så i alt det her? Hvordan tager de at familien bliver større? Ældsten synes det er svært. Hun glæder sig, men med den glæde kommer der også rigtigt meget frygt. Frygt for at der er mindre plads til hende og mindsten (som nu bliver midterbarnet). Frygt for at der skal ske noget med mig eller baby inden hun kommer ud til os. Frygt hver gang jeg skal til en standard undersøgelse på sygehuset. Den sidste frygt har jeg det specielt svært med. For jeg kan jo ikke tage den fra hende. Jeg kan ikke love hende at der intet kommer til at ske. Eller det kan jeg godt, men hvad så hvis det skulle ske at tingene gik galt? – det er et løfte jeg ikke tør give. Vi har taget hende med i alt hvad vi har kunnet og alle undersøgelser har hun fået forklaret så meget hun havde brug for. Det har været den eneste måde at give hende lidt ro i at jeg har skullet på sygehuset undervejs (også selvom det bare var for at komme til jordemor eller glukosebelastning). Vi har købt os til ekstra scanninger, for at hun med egne øjne kunne se at baby havde det fint. Det har hjulpet, men stadig kan vi mærke frygten i hende. Frygten for at når nogen hun elsker tager på sygehuset, så kommer de ikke hjem igen. Hvor er det dog forfærdeligt at se ens børn bære på så meget smerte og frygt og ikke kunne gøre ret meget ved det. Vi gør vores for at opveje med kram og kærlighed og rum til hende og håber at når først baby er her, vil hun kunne se og mærke at de alle tre er lige elskede og at der er plads til os alle fem i vores familie.

Mindsten er en anden snak. Hun glæder sig. Som i jublende glæder sig. Glæder sig til ikke at være den lille, til at få lov at være storesøster, til at være en del af dette mirakel. Hun har taget det som en selvfølge at baby er en bonus til familien og ikke en der kan tage noget fra hende. Dog bryder hun sig ikke om når graviditeten fører smerter med sig til mig. Hun kommer ofte og vil sikre sig at jeg har det godt, aer min mave hvis hun kan se jeg har ondt. Men lige så tit kommer hun for at nusse maven og snakke til baby. Hun har, som sin storesøster, været med til scanning, det var spændende at finde ud af kønnet, samt se og høre hjerteslaget, men da først hun havde konstateret at alt var ok, så ville hun gerne videre i teksten. Den pige har ikke ro i kroppen, hun sprudler af liv og energi og glæde. Det er skønt at være vidne til. Trods alt den tumult hun har skullet opleve i sit indtil videre korte liv, så møder hun stadig verden med tillid og lever livet i en tilstand af grundlæggende glæde. Intet mindre end fantastisk.

Jeg føler mig enormt priviligeret at jeg har været så heldig at få lov at have to så fantastiske mænd i mit liv. Jeg ville ønske jeg kunne have fået mange flere år med Niels og har stadigt svært ved at acceptere at han ikke er her mere. Det tror jeg aldrig forsvinder, det med at have svært ved at acceptere han ikke er her mere, men det er også ok. Det er en del af min rejse, en del af mit liv. Lige om lidt (ca 9 uger) byder vi et nyt liv velkommen og jeg tror det bliver godt for os alle sammen.

 

2 thoughts on “Baby på vej…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *