Tjahhh, sidst jeg for alvor kiggede på bloggen var 1. januar 2022. Jeg sad med Mindsten, der havde brækket benet et par dage for inden, med en følelse af ikke helt at slå til, ikke helt nå dertil hvor jeg gerne ville og pludseligt slog livet et sving, der blev til mange sving og jeg var et andet sted og sådan er det gået slag i slag indtil i dag, hvor vi så kan se på kalenderen at det er den 3. januar, bare 3 år senere…

Det eneste jeg for alvor er blevet klogere på i løbet af de 3 år, er at livet ikke står stille, det er ikke statisk og selv, når det man mest af alt drømmer om er en pauseknap, så eksisterer sådan en bare slet ikke.

De sidste år har været turbulente, på godt og ondt. Alle tre piger bliver større, og med større børn kommer andre og ofte “større” udfordringer. Eller sådan har det i hvert fald været i vores familie. Oveni dette, har min familie været ramt, eller sådan føler jeg det, af ret mange dårligdomme.

En del familiemedlemmer har været ramt af alvorlig sygdom, hvilket i sommers kulminerede med tabet af min mormor og pigernes højtelskede oldemor, som efter et kort sygdomsforløb tabte kampen til kræft – heldigvis nåede hun at opleve Mellemsten blive konfirmeret og jeg havde fornøjelsen af at have hende ved min side hele vejen gennem kirken (aldrig har jeg tudet så meget…).

2024 blev på mange måder et år jeg sent vil glemme og et år jeg helst vil rive ud af mit livs kalender, som om det aldrig eksisterede. Det blev året, hvor jeg for alvor måtte sande at mine børn bliver voksne lige om lidt, for den store en anelse hurtigere end vi havde håbet på, da hun gav liv til mit første barnebarn i en alder af 17 år. Han er en gæv lille gut og højt elsket, selvom hans start i livet har været svær, både for ham og for hans mor.

Det blev også året hvor jeg i efteråret gik ned med en belastningsreaktion og måtte trække stikket et stykke tid for at passe på mig selv. Året, hvor jeg måtte sande at kræfterne var brugt op og min krop mindede mig om at det er vigtigt at stoppe op og trække vejret. Så det gjorde jeg. Jeg har det bedre, jeg er tilbage på job. Men livet føles stadig benhårdt.

Så pt forsøger jeg at være i det, at acceptere at livet kan føles hårdt, at man ikke altid kan gøre andet end at være i det til livet tager endnu et sving og håbe på at det bringer en et bedre sted hen.

Jeg vækker mine drømme til livs, jeg nyder de glade stunder med Dean, pigerne, hundene og katten; altimens jeg venter på at livet svinger i en bedre retning.