Godmorgen, kunne man vel starte med at sige…

Jeg sidder i en mørklagt stue. Huset sover, Dean er på job og for første gang i tre dage har jeg faktisk sovet en hel nat i streg… Det burde ikke betyde så meget, men det gør det virkelig. De sidste par dage har mit overskud været i minus og jeg har haft svært ved at skabe energi til noget som helst. Det har selvfølgelig været nødvendigt at jeg var vågen, fordi mindsten ikke kunne sove for sine smerter (trods smertelindrende medicin) og gips, der irriterer – men i nat sov hun og hun sov igennem – lidt uheldigt at det så var nytårsaften og jeg var nødt til at kapitulere samtidigt med hende, men sådan måtte det være og heldigvis havde de store piger både Dean og verdens bedste TMD til at underholde i stedet.

Jeg kan mærke jeg sidder med en følelse af skuffelse i mig; af ikke at have kunnet være der for alle mine piger i går, at jeg var nødt til at vælge mellem dem og at det, som det oftest er, var de store, der trak det korteste strå. Jeg ved godt at sådan må det være når der er et basalt, fysisk behov der skal dækkes hos en af dem – men det ændrer ikke på at jeg sidder tilbage med følelsen af ikke at have slået til. Det faktum, at jeg har sikret at der var nogen til at tage sig af dem, mens jeg tog mig af lillesøster, fjerner heller ikke følelsen.

Måske er det mit behov for, som mor, at sikre at mine børn bare er lykkelige og at de ikke behøver at bekymre sig om noget – velvidende at jeg ikke har “magten” til at sikre de er lykkelige, eller at de er bekymringsfri og at det for så vidt heller ikke behøver være et mål at jeg sikrer deres lykke.

Mit job som mor er at give dem et fundament at bygge deres liv på, et fundament at læne sig op af når tingene er svære, en hjemstavn at føle sig tryg i når livsstormene rusker i dem og at når alt andet fejler (hvilket det uvægerligt gør for os alle indimellem), så er der altid nogen, der tager imod med åbne arme.

Det sværeste jeg nogensinde har gjort, var at blive mor. Aldrig har jeg haft så meget at lave, at bekymre mig om og få grå hår af, som efter jeg er blevet mor.

Det bedste jeg nogensinde har gjort, var at blive mor. Aldrig har jeg haft så meget at smile af, så meget til at give mig mod på at kæmpe videre, når jeg mest har haft lyst til at drukne, aldrig har jeg haft så mange lykkelige stunder, som efter jeg blev mor.

Måske er det ok indimellem at sidde med følelsen af at man ikke slår til? at man ville ønske man var en ottearmet blæksprutte og dronning af multitasking.

Måske er det ok at opdage, at man kun har så meget at give af, før man selv er nødt til at blive ladet op igen? At man indimellem prioriterer sig selv, ikke fordi man ikke vil prioriterer noget andet, men fordi at hvis man ikke også husker at prioritere sig selv, kan man faktisk ikke tage vare på noget som helst andet.

Så, jeg burde ligenu rydde op, tage opvasken fra i går, gå en lang tur med hunden, forberede morgenmad til resten af huset, eller en million andre ting der trænger. Men, jeg vælger at bruge tid på mig selv, på at gøre noget for mig og for at lade mig op til en ny dag, en ny uge, en ny måned, et nyt år.

Så en stille dagen derpå i en mørklagt stue, i et sovende hus bliver brugt på at tænke tanker om hvad jeg kan gøre for mig selv, der kan gøre noget godt for mig, så jeg kan slippe følelsen af ikke at have nok timer i dagen til at slå til for alle dem jeg holder af.