Sidst skrev jeg jo om hvordan jeg har det med at have mistet mine bedsteforældre og hvor stor en indflydelse det egentligt har haft på mit liv at have mine bedsteforældre, eller i hvert fald nogle af dem langt ind i voksenlivet.
Det har afledt historier fra andre i familien om vores ældre generationer og vigtigheden af at disse ikke går tabt. At det jo netop er på baggrund af disse mennesker at vi er blevet som vi er.
Og en samtale mellem min far, ældsten og jeg, var egentligt det, slog hovedet på sømmet for mig. Min far og jeg fortalte historier om vores familie (altså hans forældre og bedsteforældre) og at se overraskelsen hos min ældste over at disse historier var en del af hendes historie; gjorde mig ærgerlig over at jeg ikke havde snakket mere med mine bedsteforældre om disse ting, end jeg har. Både for min skyld, men også for pigernes, så jeg i det mindste kunne give dem historierne med. I stedet er mange af dem gået tabt, fordi dem der kender dem er gået bort.
Dette har så ledt til en overvejelse omkring slægstforskning, selvom det ellers aldrig har været noget jeg fandt interessant. Men jeg må erkende at jeg faktisk bliver nysgerrig på det, fordi jeg pludseligt sidder med en viden om sider af min familie jeg overhovedet ikke kender.
Min Oldefars bror, der var pædagog og politiker og har skrevet nogle af de første danske bøger omkring pædagogik og udviklingslære og som i en årrække var forstander for Statens lærerhøjskole.
Min farmor og hendes søskende, som var med i modstandsbevægelsen.
Mine oldeforældre der havde møbelsnedkerforretning i København.
Min oldemor, som havde forretning sammen med sin mand. Jeg har kendt hende og elsket hende, men jeg kender faktisk ikke hendes historie, eller for den sags skyld hendes forældres historier.
Min morfars side af familien har jeg aldrig rigtigt kendt til, selvom jeg ved de kommer fra Tønder-området.
Alle disse historier er jo mine og pigernes historier, men vi kender dem ikke. At tænke sig alle disse spændende mennesker er gået foran os og har skabt grundlaget for dem vi er i dag. Måske det er på tide at vi bliver klogere på vores historie? Måske er uvidenhed om vores baggrund med til at give en slags rodløshed, som på den ene side er befriende fordi man ikke er bundet af hvad der kom før en selv, men på den anden side også hæmmende fordi man ikke kender baggrunden for det, der har formet en.
Jeg kender ikke svaret, men jeg er klart blevet mere nysgerrig på det. Mest af alt er jeg blevet nysgerrig på at blive klogere på min familie og vores historie.
Så måske slægtsforskning faktisk ikke er så tosset en ide alligevel, men først tror jeg vi starter med at tage min moster op på en sommerdag med skovtur og familiehistorier.
Hvad betyder din families baggrund for dig?