Som jeg fortalte i det forrige indlæg, så mistede jeg i sommers min mormor. Fra hun fik diagnosen, vidste vi at vi havde hende på lånt tid og den viden var voldsom svær at navigere i. Så jeg har følt et behov for at tænke tilbage på mine bedsteforældre og mindes – de var en stor del af min barndom og i høj grad med til at forme mig til den jeg er i dag.

For mig har min Mormor, ja faktisk alle mine bedsteforældre, været mit helle. Det var dem jeg var på ferier hos, dem jeg i mine teenage-år betroede mig til og hver gang jeg har mistet en af dem, har det føltes som at miste jordforbindelsen en lille smule.

Min farmor og farfar, var lidt småtossede, eller sådan virkede de på mig. De boede, i mine øjne, ude på landet (ja for et barn fra storbyen var Otterup på landet, også selvom man kun havde 5 minutter ned til Brugsen på gåben) og jeg nød mine ferier hos dem, som jeg husker bedst for somre med telt i haven, rødgrød med fløde, hjemmelavede marengs og musik med min farfar.

Min mormor og morfar, var helt anderledes, syntes jeg. De boede i København (hvis vi nu skal være præcise, så var det i Husum, men for mig var alt på den anden side af Storebælt, København). De havde sommerhus i Nordsjælland (eller sådan husker jeg det i hvert fald) og jeg elskede at plukke kirsebær i haven og være med dem på ferier, både til sommerhuset og alle mulige andre steder hen. Jeg husker gyngen i sommerhusets baghave, ture på havnen i Havnsø og mine gåture med min morfar på engene med hestene.

Min mormor og farmor er dem der er ansvarlige for at jeg har lært at hækle, strikke og brodere – min mormor forsøgte at lære mig at sy, men det hang bare aldrig rigtigt fast. I mange år, brugte jeg slet ikke tid på det, fordi det i mine øjne ikke var særligt spændende og tog for meget tid. Men, da jeg så fødte Mellemsten og kort tid efter mistede min farmor, så gav det mig forbindelsen til hende tilbage. En forbindelse til min barndom og timer tilbragt sammen med min farmor og farfar.

I februar er det 15 år siden min farmor tog i forvejen, kun 11 dage efter jeg havde født min mellemste datter. Jeg var knust. Det var hende jeg havde brugt mine tirsdag aftener sammen med inden jeg skulle til svømning. Det var hende jeg altid kunne lokke med på narrestreger og hjemme hos hende havde jeg et frirum, som ingen andre steder. Der var altid plads i sofaen til at snakke, eller bare være sammen i stilhed.

Så i 14 år har jeg kun haft min mormor (Tro mig, jeg er klar over at det er et privilegie, som ikke er alle forundt), men hun har været en trofast støtte. Både som oldemor til mine børn; som heppekor, da jeg bestod min eksamen og kunne kalde mig socialpædagog; som en skulder at græde på, da jeg mistede Niels og til utallige snakke om alt og ingenting hver eneste uge. De sidste mange år, var det hende jeg ringede til på vej på arbejde og hørte hvad hun havde af planer for ugen, hende jeg først fortalte om hvad der skete i vores liv og hende, jeg lettede mit hjerte til når jeg var frustreret over livet og træt af modgang.

Og nu føles verden lidt mere tom, lidt mere træls. Da vi mistede hende kom jeg, med et knips med fingrene, en generation tættere på at være den ældste i min familie og mine forældre forekommer pludseligt ældre, nu hvor de er den ældste generation i familien. Egentligt er de jo ikke ældre end de var i forvejen, men det føles mere tungt, mere finit.

Men det er vel sådan det er når vi mister vores forbindelse til vores fortid? til “giganterne” der kom før os? Vi mister i en eller anden grad forbindelsen til det “je ne sais quoi”, som har formet os og dermed føles det også som at vi mister en del af os selv. Sådan føles det i hvert fald for mig.

Hvad er din relation til dine bedsteforældre?