reflektion

Tiden

Tid er sådan en underlig størrelse, inden vi får børn føler vi at vi har tid til det hele og vi skal nok nå at få set alt det vi gerne vil. Så får vi børn og vupti bliver de store alt for hurtigt og vi ville ønske tiden stod stille.

Jeg elsker at se mine børn ændre sig, bevæge sig fra børn til unge, modnes. Det er som at følge udviklingen af en sommerfugl fra puppen til den spreder sine vinger og flyver væk. Det er smukt i alle dets facetter. Ville jeg ønske jeg havde en tidsmaskine? Ja. Det er vist ikke underligt at jeg gerne ville kunne stille tiden tilbage og sørge for at jeg med sikkerhed i stemmen kunne sige at jeg havde sagt alt hvad jeg ville til Niels og at vi fik mulighed for at opleve vores børns proces sammen. Men sådan blev det ikke. Så nu er det mig der er deres guide og vidne på at livet er værd at leve også selvom det gør ondt at leve videre. Det er en frygtindgydende opgave når man sådan tænker over, hvad det er man er ansvarlig for. Men selv det frygtindgydende kan være smukt.

 

Jeg ved ikke om jeg skal gøre noget anderledes i året der kommer. Jeg har holdt mine løfter til pigerne, jeg har gjort en masse for at flytte fokus og jeg har arbejdet på at blive sundere. Jeg må erkende at selvom flytten fokus har været vigtigt, så har nærværet været vigtigere. At have tid til hinanden, at give hinanden tid. Så mit nye løfte til mine børn og til mig selv, er at have tid.

 

Bare tid.

 

Året der gik – for os har tiden vist mest stået stille og selvom vi har gjort en masse og oplevet en masse, har jeg haft en følelse af at leve i et vakuum, en boble hvor jeg kunne kigge på livet der farede forbi hos alle andre. Vores første år uden Niels, det har budt på den første runde fødselsdag hos den ældste, skoleskift for den yngste, et nyt familiemedlem i form af Izzy, på et hav af ture til Legoland, på et år med ja-hatten på og med voldsomme op- og nedture… Men jeg står her endnu, pigerne kæmper endnu og på trods af alt har vi fået pyntet og gjort klar til jul…

 

En masse mennesker, både nære og fjerne, har været der for os i året der gik. I skal have en kæmpe tak alle sammen, jeg ved godt at jeg ikke har været nærværende i jeres liv, i året der gik. Men alle er i på sidelinjen og hepper på mig og pigerne, hjælper os når vi har brug for det og respekterer at vores manglende deltagelse i jeres liv, ikke er et spørgsmål om at det ikke interesserer os, vi har bare kun overskud til vores eget ligenu.

Skulle jeg håbe noget for det nye år, måtte det være at stenen blev en anelse lettere, at vi fik mere overskud til de nære og fjerne, at mit overskud kan rumme andre, end blot os selv. Hvis ikke, så håber jeg i alligevel er med os i tankerne, vi har i hvert fald jer i vores.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *