Hverdagen, Lidt af det hele, reflektion

Tiden løber fra mig…

Og jeg får slet ikke skrevet alle de indlæg jeg har i mit hoved, for med tre børn i alderen 12 til knap 8 mdr, så er der bare altid noget der skal ordnes eller afkræver mig min opmærksomhed og så bliver mine tanker til bloggen skubbet i baggrunden eller fuldstændigt glemt ligeså hurtigt som de var tænkt.

Men som jeg sidder her en søndag morgen med sovende baby i armene, efter en lørdag i den sjællandske families skød har jeg brug for at reflektere, summe, ridse op for mig selv hvor mit liv er ligenu.

Jeg er udfordret på overskud her slut november. Mærket af at lige om lidt kommer 9. december snigende og mit indre tordenvejr kæmper for at få rum til at rasere verden. Jeg har aldrig været fan af julen og aldrig været god til at fejre højtiden med barnlig glæde, men jeg har altid gjort det for mine børns skyld. Men for hver gang vi har fejret den igen, så føles det mere og mere falskt. Det er for mig virkeligt ikke en glædelig højtid, hvor den før bare var irriterende og træls, er den nu en standhaftig påmindelse om et afsavn og en uretfærdighed, som ingen har fortjent.

Ganske vist, vi har et godt liv. Jeg har en dejlig kæreste, nogle helt igennem fantastiske unger og i år er vi beriget med endnu et lille liv, til at vække glæde og smil hos os alle. Men julen stinker stadig. Den gør ondt og jeg kommer aldrig til at bryde mig om den.

Jeg tænker indimellem på hvordan det ville have været hvis vi blot havde oplevet en skilsmisse (ikke at forklejne skilsmisser, det er en anden sorg og et andet afsavn, men en verden til forskel mellem de to oplevelser, tænker jeg?), om min aversion mod julen stadig havde været så stor og tung, som den er nu? Det får jeg i sagens natur aldrig svar på, men jeg tænker stadig tanken. Det er vel som sådan ret almindeligt for os mennesker at vi gør os tanker om ting vi ikke ved eller ikke forstår os på. Jeg vil igen i år, gøre mit for at vores jul bliver så fyldt med hygge og glæde, som det overhovedet er muligt. De to store er begge i kirkekoret og skal derfor synge til en række arrangementer, deriblandt selvfølgelig gudstjenesterne på selveste juleaften og jeg deltager for det betyder meget for mine piger at jeg er med til i hvert fald en gudstjeneste. I år er mellemstens første og hun elsker at være en del af koret, det er tydeligt at sangen gør noget for hende, så selvfølgelig tropper jeg op og oplever hendes første julegudstjeneste som korsanger.

Og i mit stille sind glæder jeg mig til at kalenderen siger 25. december og vi er på den anden side af jul. Selvom den bringer min barsel tættere på vejs ende og tættere på at mit mindste og sidste barn skal ud og møde verden uden mor. Men, som mine store piger, er min mindste et barn med ben i næsen og masser af gåpåmod, så måske er det faktisk verden der skal passes på og ikke så meget min baby – hun kommer til at tage den med storm og der er ikke noget verden omkring os kan gøre for at forberede sig på det lille livsstykke. om fire dage er mindsten 8 måneder og hun har kravlet i 3 uger, jeg gentager lige for effektens skyld – 3!!! uger. Hun har travlt med at lære at  gå og stå og vi kan slet slet ikke følge med hende, så travlt som hun har.

Jeg synes det er hårdt at være blevet mor igen og jeg kan faktisk ikke helt forklare hvad det er specifikt der gør at jeg synes det er hårdt. Det er nok i sidste ende en kombination af rigtigt mange ting – det store spring mellem mine 2 store og mindsten, at jeg havde vænnet mig til at mine børn kunne en masse praktiske ting selv og at den lille selvsagt skal have hjælp til det hele, den brudte nattesøvn, den manglende frihed eller bare den kendsgerning at jeg faktisk havde det fint med at jeg var færdig med at få børn efter 2 og at det har  været en kæmpe omstilling for mig at vænne mig til at være mor til 3. Det hele har gjort det hårdt, fantastisk og en hel ny oplevelse jeg ikke ville være foruden, men hårdt er det.

Hårdt at en nat med minus søvn på grund af dårlig mave, gør det svært at rumme den stores hormoner og mellemstens behov for at synge højt klokken tidligt om morgenen. Hårdt at skulle minde om at smækken med dørene er en dum ting, især når der ligger et lille væsen og kun lige er faldet i søvn. Hårdt når den lille skriger og man egentligt har mere brug for at kramme sit mellemste barn. Hårdt at det ikke altid er muligt at give den omsorg de alle 3 har brug for lige i det sekund behovet er der, fordi en andens basale behov også skal dækkes.

Det er tydeligt at mine tanker er alle steder og ingen steder. Det er vist på tide jeg får sat tid af til bare at tænke tanker for mig selv og få dem skrevet ud af hovedet, måske det også ville give mere overskud og få tingene til at føles bedre? Det vides ikke, men det er forsøget værd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *