reflektion

Gennemsnitsmor

Jeg er en gennemsnitsmor. Det er hverken ment positivt eller negativt, men blot en konstatering. Jeg har dage hvor jeg synes det er vildt hårdt at være mor til 3, dage hvor jeg dårligt når at mærke mig selv eller mine børn, dage hvor jeg råber højt af mig selv, af verden og af mine unger. Så er der dagene hvor man er overskudsmor og kan rumme både lektielæsning, madlavning med skrigende baby og preteener i totalt hormonella tornado. Og alt derimellem.

Det er mega ufedt når jeg har de dage hvor jeg faktisk råber højt af alt og alle. Jeg sidder tilbage med den dårligste samvittighed i verden, for mine børn har vitterligt ikke fortjent en mor, der råber af dem. Men konstateringen er at det sker. Jeg får sagt undskyld og vi får snakket om hvorfor det skete, men den dårlige samvittighed er der alligevel også selvom vi får snakket ud om tingene og jeg får forklaret at min råben ikke er deres skyld, men helt og holdent min skyld.

Dage hvor jeg føler jeg ikke slår til uanset hvor stærkt jeg løber, hvor jeg føler jeg rammer panden mod en mur uanset hvad jeg gør for at rumme, forstå, anerkende, trøste og bare være der.

Skoleårets første skole/hjem samtaler er overstået. De oplyste ikke noget jeg ikke vidste i forvejen, omend de måske italesatte de ting jeg ikke har haft lyst til at sige højt.

Ældsten er presset – presset af at være blevet storesøster igen, presset af at være i sine hormoners orkanøje, presset af at der er forandringer på vej i form af skoleskift til næste år og at mor snart skal tilbage på arbejde og at hverdagen dermed igen ser anderledes ud, presset af at livet som den ældste af tre ikke altid er nemt eller fair. Vi ved det, men det er svært at sætte ord på, for med de ord kommer der igen dårlig samvittighed og skyldfølelse – for kunne vi gøre det bedre, anderledes, gør vi tingene forkert? og de tusind andre tanker ordene sætter i gang. Selvfølgelig får hun masser af roser med fra sådan en samtale også – vi har en skøn og omsorgsfuld unge, som er en god kammerat og som gerne vil skolen og klarer sig godt i de forskellige fag – vi gør det faktisk ganske ok med at hjælpe hende på vej, men lige i det øjeblik hvor ordene bliver sagt gør de ondt, selvom de er ment som en hjælp og en orientering om hvad skolen ser rør sig i vores barn.

Mellemsten klarer sig super på trods af tydelige udfordringer med læseriet. De har haft en test på klassen og mistanken falder på ordblindhed i en eller anden grad. Det kan ikke endeligt testes før næste år og det er ikke på nogen måde verdens undergang hvis hun er ordblind. Det er bare endnu en ting hun skal kæmpe med, i et liv hvor jeg synes hun allerede har fået serveret rigeligt med udfordring. Igen fyldes man med sorg. Sorg over at ens barn har mere at kæmpe med, sorg over at der ikke er en pause for dem. Hun klarer sig virkeligt godt på trods af disse udfordringer og jeg er til stadighed imponeret over hvad det lille hoved og hjerte kan rumme og overkomme. Hun er en vild og fri sjæl og lader sig ikke kue af noget, vores lille fighter.

 

Det her er jo ikke resultatet af at vi har oplevet noget der heldigvis er de fleste af os forundt. Jeg er en gennemsnitsmor til helt almindelige børn, med helt almindelige og ualmindelige udfordringer. Jeg elsker at være en gennemsnitsmor på godt og ondt, men indimellem har jeg brug for at lufte ud og råbe op at gennemsnittet ikke nødvendigvis er godt eller dårligt, blot et faktum, et status quo, et billede af hvor man er i det øjeblik konstateringen blev lavet.

 

Og som den gennemsnitsmor jeg er, sidder jeg i skrivende stund med en sovende baby i armene, som ikke kunne sove videre andetsteds, men heller ikke var klar til at starte dagen op endnu. Helt igennem gennemsnitsmor.

1 thought on “Gennemsnitsmor

  1. Godt skrevet – igen 🙂
    Dejligt at følge med – og ja, du har skønne, forskellige, dejlige, elskelige unger! De er heldige, at have dig til MOR.
    Kys og Kram til jer alle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *