Kærlighed, Lidt af det hele, Sorg

9. december….

Ja, det påstår kalenderen at det er i dag. Men solen skinner fra en blå, klar himmel og omkring mig er folk i julestemning og godt humør. Nuvel, kalenderen har nok ret, selvom jeg helst vil lade som om den lyver for mig. Det er den 9. december og markerer at det er 3 år siden verden gik i stykker. Er verden så stadig i stykker? For med kæreste og baby er jeg vel kommet videre? Nej jeg er ikke kommet videre og ja verden er stadig i stykker. Men hold, hvad er det du siger, Ditte? hvis du ikke er videre hvordan kan du så have både kæreste og baby? Det er ganske simpelt, livet gik i stykker. Den Ditte, der er her i dag, er ikke den samme som den Ditte der var gift med Niels, det kan hun ikke være, for med Niels gik noget af mig også tabt og dermed er verden stadig i stykker. Vi får ham aldrig tilbage og vi mangler ham. Hver dag. Det vil vi altid gøre.

Nu sidder jeg så her med den skønneste lille baby på 8 mdr og er så priviligeret at lykken har tilsmilet mig med endnu en dejlig mand og endnu en lækker baby. En mand som forstår hvorfor jeg synes verden stadig er i stykker og som forstår at det ikke er en refleksion af hvad han betyder for mig. Og jeg føler mig sindssygt heldig at jeg har dette fantastiske menneske i mit og pigernes liv og at vi har fået den sjoveste, viljestærke datter sammen. Som bare har sin egen mening om alting og i øvrigt gør alting i sit helt eget tempo (full-speed ahead på alle fronter). Men trods den lykke jeg er blevet tildelt endnu engang, sidder jeg stadig tilbage med smerten af at have mistet et menneske, der betød alt i verden for mig, en smerte, som omend den ikke er der hele tiden, altid, så forsvinder den heller ikke totalt.

Hver dag er der øjeblikke, hvor jeg bliver mindet om savnet og kærligheden. Om den ro og styrke han tog med sig, da han forsvandt. Hver dag er der øjeblikke hvor en eller begge piger mangler ham og selvfølgelig er både jeg og Dean der til at trøste og rumme dem, men det ændrer bare ikke på at han mangler og at vi bliver mindet om at han altid vil mangle.

Livet er jo ikke forfærdeligt hele tiden og de fleste dage er der mere smil og latter, end der er tårer. Men her 3 år efter må jeg konstatere at intet bliver det samme som før. Jeg har bekymringer jeg ikke havde før, jeg frygter ting jeg aldrig skænkede en tanke førhen. Mine børn har bekymringer og tanker ingen børn burde have. Alt sammen et resultat af den 9. december 2016.

Jeg har aldrig været fan af julemåneden, det der med højtider er ikke mig, men jeg har altid gjort noget ud af julemåneden for pigernes skyld. Det er selvsagt noget jeg bryder mig mindre om nu, end nogensinde før. Men jeg gør det hvert år så godt jeg kan og håber at mine piger, når de engang er voksne og kigger tilbage på deres barndoms julemåneder, forstår at deres mor gjorde hvad hun kunne for at gøre december hyggelig og julet, på trods af at den gøre mere ondt end alle de andre måneder. For den gøre bare ondt fra start til slut. For i dagene op til denne trælse skæringsdato begynder min krop at fortælle mig at den ikke bryder sig om det der kommer, jeg får fysisk og psykisk ondt – alt sammen blot fordi min krop og mit sind mindes det vi gik i gennem. Det stopper bare ikke når klokken slår midnat og den 9. rinder ud. Det markerer jo bare begyndelsen på mit levende mareridt. Et mareridt, der i mine øjne kun bliver værre af at ligge i den måned på året hvor alle går omkring og glæder sig til at tilbringe juleaften sammen med deres nære og kære.


Jeg tilbringer julen som jeg har gjort siden ældsten blev født. Omgivet af mine børn og de kæreste mennesker i verden. Jeg laver maden som vi altid har gjort det og vi holder så godt som muligt fast i vores traditioner. I år er vi et lille menneske mere og der er flere mennesker at sende kærlighed og gaver ud til. Jeg er beriget med endnu en svigerfamilie, som jeg holder mindst lige så meget af som den første og vi har fået en nevø og en niece mere siden sidste jul. Det er dejligt, selv med sorgen i skyggerne.

Jeg håber at vi også kommer godt gennem denne december måned og at jeg bagefter kan se tilbage på den og sætte flueben ved at have nået alt det vi ville og at mine børn har fået lov at være børn, der glædede sig til jul og selvfølgelig gaver.

Og selvom der skal gøres plads til at det også kan blive jul her i nummer 4, så tillader jeg mig at bruge dagen i dag på at mindes den mand jeg elsker så højt, at have ondt i livet, være ked, frustreret og ikke mindst græde over at verden er i stykker. For ja, verden er stadig i stykker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *