Fødselsdage, Izzy, Kærlighed

Pelsbabyen havde fødselsdag…

Izzy havde fødselsdag, ikke at det er en ting vi gør så meget i at fejre herhjemme, hun er trods alt et kæledyr (omend et meget vigtigt kæledyr). Men dagen i sig selv, gav mig nu alligevel anledning til at tænke lidt over de snart 2 år vi har haft glæde af hende og alt det vi har gået igennem sammen.

Det er ingen hemmelighed at Izzy blev en del af vores familie på et tidspunkt, hvor vi havde det rigtigt svært. En tid hvor jeg havde brug for hjælp til at få luft og komme ud af huset og sådan en hundehvalp kræver jo altså at man kommer ud. Men ikke kun rent fysisk var hun med til at holde gang i mig, hun var også en psykisk støtte når jeg syntes det var svært at trække vejret i al sorgen og holde hovedet oven vande, når jeg skulle bære både min egen sorg, men også hjælpe børnene med at bære deres.

Men hun er ikke kun min støtte, hun er også ungernes og jo mere voksen hun bliver jo mere kan jeg se hvilken hjælp hun er for dem også. Hun søger dem både i glæden og i tristheden. De nyder at lege med hende i haven, putte med hende på sofaen og kramme hende når det er lidt svært at rumme deres følelser. Og Izzy, ja hun er bare Izzy og tager det hele med ophøjet ro og tålmodighed. Hun er glad bare nogen gider putte mad i hendes mave og nusse med hende.

Julen er svær for os, det må jeg erkende. Jeg har ikke ret meget overskud og ungerne er mærkede af at den ligger lige i røven af årsdagen for Niels’ død. Det betyder flere mareridt og nætter uden ro. Men kan man nu få lov at putte på sofaen med Izzy efter et mareridt, så er verden alligevel ikke så slem og overskuelig, for Izzy er der og holder mareridtene væk.

 

Izzy er bare en hund. Jo, det er hun da, men hun er også meget mere end bare en hund – for os. Så da vi sidste år fandt ud af at hun havde dårlige hofter og faktisk var voldsomt overvægtig (ubetinget vores skyld), ja så var det lige før det føltes som om verden gik under for os alle sammen. Men vi valgte operationen, slankekuren og den hårde genoptræning (jeg tror, hvis hun ikke havde den betydning hun har for os at jeg havde valgt en mere rationel løsning end at bruge en formue og oceaner af tid i en i forvejen presset hverdag, men ingen af os kunne bære at skulle give slip på hende). Det var benhård træning, uden helt at vide hvor godt slutresultatet ville blive. Jeg frygtede at det aldrig ville blive helt godt. Nu er det snart 1 år siden at Izzy gennemgik sin hofteoperation og Izzy har det godt.

Izzy leger med andre hunde, store som små, hun tonser og trisser og putter og krammer og hyrder og graver store huller i haven (lige den del er måske ikke super fantastisk, men altså…).

Hun insisterer på at ligge tæt og passe på min mave, hun er over mig når jeg ømmer mig og finder sig i, at de der fantastiske lange gåture med mig er blevet kortet gevaldigt ned (bækkenløsning og 6km gåture hænger bare ikke sammen). Og ofte bander jeg hendes behov for nærhed langt væk, når den samtidigt gør at jeg dårligt kan vende mig (lets be honest – det kan jeg dårligt nok i forvejen, men med en hund solidt placeret enten ovenpå mig eller op af mig, gør det overhovedet ikke nemmere), men samtidigt beroliger det mig og gør mig tryg at vide hun er der uanset hvad.

 

Den 24. januar blev hun 2 år og vi håber på at hun lever mindst lige så længe, som hendes gode ven Barki (der bliver 18 år om kort tid).

 

Barki, den gamle dreng, men stadig glad og tilfreds og altid frisk på en strandtur og en håndfuld godbidder

 

Det kan godt være man er blevet gammel, døv og heller ikke ser så godt længere, men snuden virker og har mor hænderne i lommen, må det betyde jeg skal komme og have godbidder

 

Charmor og Izzy tager lige en tur i vandet, fordi det er jo super lækkert sådan en kølig januar formiddag

 

For et år siden havde Izzy ikke gidet og løbe på den her måde med Charmor, i dag nød de begge at få tonset lidt rundt sammen

 

Izzy i fuld firspring, Charmor på vej i vandet og Barki der tusser rundt i baggrunden og hygger sig

 

Min smukke pelsbaby i sit rette element, en kold sandstrand med gode venner

 

1 år efter operationen og vi mærker næsten ikke noget til hendes dårlige hofter længere

 

Izzy 2 år

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *