baby, familie, Kærlighed

Jeg havde en masse planer…

Jeg havde en masse planer om at få skrevet om min graviditet i de sidste måneder og få delt de tanker jeg gjorde mig ud fra situationen jeg er i, men jeg nåede at skrive et eneste og så blev resten ved gode intentioner og tanker. Kendsgerningen blev at jeg hverken fysisk eller psykisk havde overskuddet til at gøre andet end at tænke tanker derom. Men så kan i jo passende få nogle af alle de tanker her og krydret med min fødselsfortælling, for den har jeg brug for at få skrevet ned, så jeg ikke glemmer detaljerne.

Jo længere jeg nåede i graviditeten, jo mere afklaret blev jeg om at den her graviditet var min absolut sidste og at den lille ny ville være prikken over i’et. Jeg tog konsekvensen af det til sidste lægesamtale på hospitalet og skrev under på at jeg ønskede en sterilisation hvis min fødsel endte i kejsersnit. Det kan godt lyde som en drastisk og ekstrem beslutning sådan at definitivt sikre at jeg ikke får flere børn og det har da også været grundlag for en række samtaler herhjemme mellem Dean og jeg, for Dean var ikke tilhænger af at jeg blev steriliseret – ikke fordi han syntes vi skulle have flere børn, men fordi han syntes det er voldsomt at få foretaget et indgreb af denne størrelse for at undgå det. I sidste ende støttede han mig i min beslutning (det har hele tiden været hans holdning at det var mit valg og at han ville støtte mig i det, men at han syntes det var voldsomt) og jeg skrev som sagt under på papirerne. Derfra er der jo langt til at det rent faktisk ender der, for vi forventede sådan set en naturlig fødsel.

Sidste gang jeg skrev om min graviditet var tilbage i januar og selvom jeg var godt inde i mit 3. trimester, så føltes det stadig som at der var lang tid til 20. marts. Jeg var de sidste mange uger mere eller mindre sengeliggende på grund af min bækkenløsning og jeg ved godt at anbefalingen er at få bevæget sig så meget man kan, men det er svært når alle led i nederste etage gør ondt og låser når man bevæger sig bare en smule. Det eneste sted jeg kunne være sådan nogenlunde uden smerter var i min seng, hvilket langt henad vejen gjorde at alle aktiviteter omkring mig, foregik i soveværelset (det lyder lummert, men var slet ikke nær så interessant som man kunne have håbet på). Ungerne og jeg læste lektier i sengen, vi så disney show i sengen (jeg tror faktisk ungerne syntes det var lidt hyggeligt at ligge under de voksnes dyner og spise slik og se disney show sammen med mor), jeg fik hæklet en del både til baby og til velgørenhed (nogle fordele skal der  være ved at være relativt immobil) og ellers gik tiden med netflix og masser af små lure. De der 8 uger føltes næsten lige så lange som resten af graviditeten og alligevel så ramte vi pludseligt sidste jordemoderbesøg og skulle planlægge hvad der skulle ske hvis nu baby ikke kom af sig selv.

Nu er det sådan i vores ende af landet at hvis man er svært overvægtigt (og det indrømmer jeg gerne at jeg er), så vil de professionelle gerne at man bliver sat i gang på terminsdato, så det blev aftalen at hvis ikke hun var kommet senest d. 15.3., så skulle jeg kontakte hospitalet med henblik på at blive sat i gang. Fredagen kom og intet var sket, så vi fik lavet aftale om igangsættelse med ballonkateter (dette var af hensyn til mit tidligere kejsersnit, jeg er faktisk ikke helt klar på hvorfor man foretrækker det fremfor igangsættelse med piller? Nogen der ved noget?). Vi fik sat planer omkring pasning af både børn og hund i værk og mødte troligt op på hospitalet den 19. om aftenen og fik lavet alle de standard undersøgelser for at tjekke hvor langt i forløbet jeg måtte være – og fandt ud af at jeg på ingen måde var i nærheden af en snarlig fødsel og fik så sat ballonkateteret op. Det er skisme en sær fornemmelse (og her bliver det en smule grafisk) – i ved de der æg man kan træne sin bækkenbund med? – forestil jer sådan et, skubbet ca. 15 cm længere op end man normalt ville og så to rør der hænger ud og bliver klistret fast til dit lår – yes, det er et ballonkateter og det er vanvittigt underligt at gå rundt med inden i sig.

Aftalen var at hvis det faldt ud inden tid skulle vi ringe ind og formodentligt komme retur til fødegangen og ellers blot komme retur kl. 8 næste morgen. Så vi tog hjem til et tomt hus (børnene var på besøg hos en af ældstens klassekammerater og hunden var hos et vennepar) og forsøgte at få sovet så meget som muligt. Vi stod op 6.30 næste morgen og intet havde ændret sig, så vi gjorde os klar og tog tilbage på hospitalet. Skæbnen ville at lige den 20. var en dag mange andre åbenbart havde tænkt sig at gå i fødsel, så da vi ankom var fødegangen faktisk fyldt og der var ikke plads til at sætte os i gang, så i stedet blev vi bedt om at gå en tur i restauranten og afvente nærmere – tale om antiklimaks. Nå, men de kan jo ikke gøre for at alle åbenbart føder samtidigt, så vi gik i restauranten – et par timer senere kunne vi komme op og jeg blev igen undersøgt på alle leder og kanter inden de endelig fjernede kateteret, med kateteret gik vandet – shit, hvor kommer der altså bare meget fostervand ud. Jeg blev flyttet til en undersøgelsesstue med en rigtig seng (alle fødestuer var stadig optaget på dette tidspunkt og jeg var som sådan ikke i aktiv fødsel endnu) og indenfor en times tid begyndte uregelmæssige veer og de tog stille og roligt til i styrke og regelmæssighed, undervejs blev jeg tilbudt rebozo (havde aldrig hørt om det før) – sikke en fantastisk følelse at få vugget maven, det hjalp faktisk en del og Dean var bare fantastisk og tog imod vejledning fra jordemoder så han kunne gøre det i stedet for hende (hun havde ret travlt, men var alligevel bare SÅ nærværende når hun var på stuen). Omkring kl 21 blev mine veer så hårde for mig at jordemoder og vi blev enige om at en epidural nok var en god ide og jeg blev flyttet til en fødestue. På fødestuen tog veerne til i styrke, men ved nærmere tjek havde de ikke gjort ret meget for mig og jeg var således kun ca 6-7 cm åben og baby stod stadig ret højt i min livmoder.

Anæstesilægen kom ind og gik i gang med at lægge epiduralen, pludselig får jeg de sygeste jag af smerte ned i mit venstre ben og jeg kan slet ikke styre mit ben som spjætter af smerterne (så vidt jeg kunne forstå på Dean har han aldrig hørt mig skrige så højt og skingert og han blev ret bekymret lige der), det viser sig hun har rørt ved en nerve i ryggen og det er det, der giver smerterne. Hurtigt, men forsigtigt får hun fjernet nålen og smerterne aftager. Den stakkels anæstesi-læge var frygteligt ked af det og undskyldte mange gange, men det var jo for pokker ikke med vilje (og giver i øvrigt heller ikke varige men) og jeg gør det ikke let for hende med den store tatovering jeg har henover min rygrad. Forsigtigt prøvede hun igen lidt højere oppe på min ryg og denne gang uden smertespjæt eller skrig (ikke at det på nogen måde er behageligt at få lagt en epidural, men når den er lagt korrekt føles det tusind gange bedre end de smerter jeg fik i mit ben). Epiduralen virker som den skal og vupti så dykkede mit blodtryk – jeg fik dog sagt til både jordemoder og anæstesi-læge at jeg følte mig svimmel og de gav mig hurtigt noget (jeg kan ved gud ikke huske hvad det hed) til at stabilisere mit blodtryk og en iltmaske og hurtigt forsvandt min svimmelhed og jeg kunne nyde effekten af epiduralen og det er jo en himmelsk følelse ikke at kunne mærke veerne længere, på trods af at der også var sat ve-drop på. Men så kunne jeg få et par timers hvile. Dean mente ikke han ville kunne hvile, men da jeg vågnede igen sad han da fint i en stol ved siden af mig og snorkede. Jordemødrene (hun havde en studerende med) undersøgte mig for at se om jeg havde udvidet mig yderligere og kunne konstatere at det faktisk ikke havde rykket sig og at baby stadig stod ret højt i min livmoder. Så de næste par timer forsøgte vi at hoppe på bold, lave høje knæløft, ligge på alle fire, og gå rundt gennem veerne i forsøget på at få baby til at rykke sig længere ned og hjælpe mig med at udvide mig det sidste. Lige lidt hjalp det. Ve-droppet gav for  mange veer, men øgede ikke deres effektivitet, så i sidste ende valgte de at slukke for det (for mange veer er åbenbart ikke godt heller). I sidste ende blev jordemødre, fødselslæge, Dean og jeg enige om at vi havde gjort hvad vi kunne og at et kejsersnit var vejen frem (hold nu op jeg var træt og ked af at have så sygt ondt uden nogen effekt).

Som sagt så gjort. Jeg blev preppet til kejsersnit og min største bekymring var om min epidural nu virkede godt nok, så jeg kunne få et vågent kejsersnit (imodsætning til mit første, hvor den ikke virkede korrekt og de derfor var nødt til at putte mig i fuld narkose). Den virkede og det er skisme en sær fornemmelse når man pludseligt har en summende følelse fra skulderen ud i fingerspidserne og hele vejen ned i tæerne. Jeg kunne mærke de pillede ved mig, men det føltes som om al berøring foregik gennem et tykt lag gele og jeg kunne på ingen måde definere hvad de faktisk gjorde ved mig. Det føltes dybest set som at det meste af min krop summede ligesom når ens fod sover, dog uden den stikkende fornemmelse. Undervejs fik jeg højlydt sagt at jeg havde skrevet under på at blive steriliseret (tror faktisk jeg fik sagt det en 8-10 gange), så da hun endelig kom ud kl 6.19 den 28.3.19, steriliserede de mig (Yes, aldrig mere behøver jeg at proppe mig med hormoner for at undgå at blive gravid – jeg kan ikke understrege hvor rart den viden føles). Mens de lukkede alting af, sad Dean med vores smukke datter, som i øvrigt højt og tydeligt fortalte verden at hun ikke var tilfreds med at sidde hos sin far og gerne ville have noget at spise. Vi fik nogenlunde ro på hende ved at han holdt hende hen til mig og jeg kunne snakke til hende og nusse hendes pande. Så snart jeg blev flyttet over i en almindelig seng, fik jeg min skønne pige over til mig og 15 minutter senere havde hun fundet ud af hvordan brystet virkede og ammede løs. Vores “lille” lækkermås målte 54cm og vejede 4390g og var helt perfekt.

Fordi jeg havde født ved kejsersnit og var blevet steriliseret blev jeg på sygehuset helt til søndag og jeg har intet andet end rosende ord til personalet både på fødegang, operationsstue og barselsafsnittet på Aabenraa Sygehus. De var fænomenale hele vejen igennem og selvom vi nåede 4 hold jordemødre på de knap 18 timer det tog at føde baby T, så følte både Dean og jeg hele vejen igennem at de havde sat sig ind i hvem de fødende var, de tog hensyn til sprogbarrieren og sørgede for at når jeg ikke havde overskud til at forklare hvad der foregik så gjorde de det. Selvom det var et hårdt forløb, så var det samtidigt fantastisk og vi kunne ikke have ønsket noget anderledes. Personalet på barselsafsnittet viste stor respekt for mit ønske om på ingen måde at modtage mme som supplement og at jeg selv gerne ville håndtere amningen fuldt ud. De viste mig alle enormt meget omsorg og forståelse i vores situation (både hvad angår Niels og som nybagt mor). Har man nogensinde været utilfreds med hospitalsmad (det var jeg især første gang, hold nu op hvor det var kedeligt og bare slet ikke værd at sætte tænderne i), så har man intet at bekymre sig om når man er indlagt på Aabenraa. De har et supersmart system, så man kan bestille maden over fjernsynet og maden er varieret og vel tilberedt – jeg spiste fantastisk mens jeg var indlagt med baby T.

Hver dag havde jeg besøg af Dean og pigerne i det omfang pigerne havde lyst (typisk et par timer hver dag) og jeg tager hatten af for Dean, han knoklede for både at opretholde en normal hverdag for pigerne og samtidigt være der for baby og jeg mens vi var indlagt. Tror aldrig jeg har set en mand være så udkørt, da vi endelig kom hjem…

Tak til dem, der hjalp os med at tage sig af både børn og hund undervejs, i ved selv hvem i er. I skal vide at det betød alverden at i havde mulighed for og lyst til at stille op for os. På grund af jer havde vi alle en god oplevelse og forhåbentligt har denne oplevelse af hvad et sygehus også kan betyde, gjort en forskel for pigerne.

 

Jeg havde egentligt en masse andre tanker omkring det at få nummer 3, de to stores nye rolle og i det hele taget vores situation, men det må vist blive en post for sig selv – så ind til videre må i “nøjes” med fødselsberetningen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *