reflektion

2018 – lidt forsinket….

Jeg er forsinket, meget forsinket – for et tilbageblik over året der gik plejer jo at komme i slutningen af året og ikke halvvejs inde i januar, men ikke desto mindre har jeg haft svært ved at sætte mig til tasterne. Svært ved at sætte ord på året der gik. 2018 kom til at handle om alt og ingenting på samme tid. Det var året hvor vi, fandt en ny måde at være familie på. Året hvor mit job ændrede sig fra et vikarjob, til en fast stilling. Sorgen har været vores tro følgesvend i det hele, men fremfor at være en hovedperson i vores liv, har den nærmere haft en birolle, eller måske er det mere korrekt at den har været en del af rammefortællingen omkring vores liv. For sorgen (og Niels) er en fast del af vores hverdag, men det er ikke den der fylder mest længere.

Da jeg kiggede tilbage på 2017, håbede jeg at 2018, ville være året hvor vi fik ro og tid til at finde modet til at gå den vej, der lå foran os. Jeg synes egentligt ikke 2018 har været et roligt år. På mange måder var 2018 ligeså meget en rutschebanetur som 2017, bare på andre måder. Men måske er det bare sådan det er. At der ikke findes et “roligt” år, blot år, der byder på større eller mindre forandringer. Så opgaven bliver vel at lære at hvile i visheden om, at livet ikke altid arter sig, men at hvor en dør lukkes, åbnes der en ny. Det har i hvert fald været tilfældet for mit 2018.

Det blev året, hvor jeg første gang tog mine piger med ud og rejse. Først til Kreta og i efteråret til Liverpool. Året hvor Dean og jeg satte ord på at vores følelser havde ændret sig fra venskab til kærlighed. I kølvandet på at vores familie ændrede sig og at Dean ikke længere blot var en ven, fulgte flere overraskelser med sig og i juli kunne vi konstatere at vi trods andre planer, stod med en positiv test og skulle forholde os til at familien bliver større, så 2019 bliver året hvor vi byder et nyt lille familiemedlem velkommen.

Mit liv er andet og mere end blot at finde vej gennem sorgen nu. Der er ingen facitliste til livet, hvilket både er skræmmende og befriende på en og samme tid.

i 2017 valgte jeg at sætte ord på mine håb for 2018, det vil jeg ikke i år. 2019 bliver året, hvor jeg tager livet som det kommer, uanset hvad der kommer.

 

2 thoughts on “2018 – lidt forsinket….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *