Mig

Woah….

 

Indimellem skal man bare gøre som humlebien og glemme, man ikke kan flyve…

For et par dage siden tog jeg mod til mig og gjorde bloggen synlig for alt og alle. Ja, det var den jo sådan set allerede i det øjeblik jeg oprettede den, men i disse tider er ting jo kun rigtigt synlige hvis man ligger dem på de sociale medier, så derfor lavede jeg en facebook-side til den. Det har godt nok taget mig tid at oparbejde modet til at gøre den sådan helt offentlig og kaste mine ord op i luften i håbet om at folk faktisk ville synes om det jeg skrev og kunne relatere til mine tanker.

Responsen har været så utrolig hjertevarmende. Jeg har fået masser af roser og kærlige bemærkninger fra nær og fjern. Det er jo helt fantastisk! Men fuck, hvor blev jeg overvældet af det. Så jeg har skullet bruge tid på at tage rosen til mig, mærke at det er ok og at det jeg skriver faktisk betyder noget. Ikke kun for mig, men også for andre. Det er godt nok en vild følelse. Angstprovokerende og giver tilnærmelsesvis præstationsangst…

I dag tog jeg Izzy med i hundeskoven og bare nød at være til stede der, blandt solglimt og fuglefløjt og irriterende insekter der fløj omkring og nød blomsterne. Der så jeg den kønne humlebi flyve omkring og det slog mig, at jeg var lidt ligesom den. Jeg skal bare skrive og lade være med at tænke så meget over det, så skal det nok gå alt sammen.

At tænke sig hvad en bette humlebi kan gøre for ens reflektioner….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *