Sorg, starte forfra

Fake it til you make it

I morges læste jeg et blogindlæg (det kan du finde her), det rørte mig, både fordi jeg genkender drømmen om mere nærvær og mere familietid og samtidigt blev jeg lidt ked af det, da det gik op for mig at jeg faktisk ikke orker mere familietid og nærvær. Det er noget underligt noget, synes jeg, for selvfølgelig har man lyst til at være sammen med sin familie og jo mere, jo bedre. Men, nej. Jeg sætter stor pris på at mine børn er glade for deres skole og den tid de bruger der. Jeg ville elske at kunne overskue mere nærvær, men jeg har simpelthen ikke mere at give af. Efter 6 mdr med intenst nærvær og familietid, er jeg godt nok løbet tør.

Jeg står op hver morgen og lufter min skønne hundehvalp, får mine børn op og i skole, tager mig af de ting, der nu engang skal tages af – men jeg gør det kun fordi jeg skal. Jeg orker ikke, jeg har ikke lyst. Mest af alt vil jeg bare gerne blive i min seng. Sove og gemme mig for verden og måske i virkeligheden også lidt fra mig selv. Hvis jeg gemmer mig, behøver jeg ikke forholde mig til noget.

Jeg lever i høj grad efter devisen “fake it til you make it”. Smil til verden og den smiler til dig. Og det gør den, men for helvede hvor kunne jeg godt bruge en pauseknap. Bare lige tage en pause fra alt og alle, inklusiv mine børn. Det er jo i bund og grund en frygtelig ting at sige, de har det jo mindst lige så svært som mig, hvis ikke værre og har i høj grad brug for deres mor. Så jeg bider tænderne sammen, jeg smiler og jeg klarer det jeg skal.

De få ekstra kræfter jeg måtte have tilbage når dagen er tilbage, bruger jeg på mig selv. Jeg prøver at finde ud af hvem Ditte, efter Niels er og hvad hun vil, hvad der kan gøre hende lykkelig fremadrettet og mest af alt hvad hun har lyst til. Ikke verdens nemmeste projekt. Men hvem har også sagt det skal være nemt?

Jeg har ikke lyst til at forholde mig til det. Men jeg skal.

 

Har du også ting, der skræmmer dig, men som du gør alligevel?

4 thoughts on “Fake it til you make it

  1. Hvor smukt skevet og hvor jeg kender det ❤ syntes generet livet er skræmmende så prøver at leve det så godt jeg formår ❤

  2. Jeg kender det alt for godt….det der skræmmer mig?? voksen livet. Man har ansvar over for sine unger, sit arbejde, sin chef osv osv osv.

    1. Hej Kim,

      Hvor har du ret. Der følger bare et kæmpeansvar med det, at blive voksen. Tror faktisk ikke nogen af os er rigtigt forberedt på, hvad der egentligt kræves af os, når vi bliver voksne. Måske er det meget godt, ellers var der nok flere af os, der slet ikke havde lyst til at blive voksne? Jeg ved det ikke, jeg ved bare at jeg ofte ville ønske, jeg ikke behøvede at være voksen. At jeg bare kunne trække stikket ud og være barn igen, med den naive lykke og glæde der følger med barndommen…

      Kram

      Ditte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *