Det er en underlig ting, det der sorg. Den kan være både grundløs og bare sådan en svag dunken bagerst i sindet. Men den er der, den gemmer sig i skyggerne.

Jeg har brugt weekenden på en masse dejlige ting, hvalpehygge med Izzys far og bror, pasning af en bekendts hund, se en skoleveninde udstille sin helt vidunderlige hund på DKK udstilling i Vejen og sidst men bestemt ikke mindst nyde tid og nærvær sammen med mine skønne, skønne unger. Se, det lyder jo umiddelbart som en skønherlig weekend med masser af fantastisk energi og mulighed for at suge glæde til mig…

Alligevel fik en sang på min playliste mig til at tude på vej til hvalpehygge, tude så jeg næsten ikke kunne stoppe igen. Sådan har jeg haft det, det meste af weekenden, den der hule følelse af at det er skønt, men det er ikke fantastisk, for han er der jo ikke til at smile og grine af tingene sammen med mig. Se kærligt på mig og så på vores dejlige unger, det der vidende blik, der minder mig om at, lige netop de to, har vi skabt sammen og vi er stolte af at være deres forældre.

Jeg er stadig stolt af at være deres mor, endda mere nu end nogensinde før. De laver unoder og er umulige og jeg hidser mig op, så der nærmest står røg ud af ørerne på mig, men for pokker hvor er jeg stolt af mine seje piger, der bare får ros i skolen og har masser af venner og klarer hver eneste dag SELVOM de mangler deres far og skal bære deres sorg, samtidigt med alt det andet børn nu om dage skal.

Det er bare svært at nyde de gode stunder, når man ved der er en der går glip af dem og som ikke får lov at dele stoltheden og kærligheden til vores børn og til hinanden med mig…