Hvor er det underligt hvordan man reagerer i chok… Da vi havde fået set Niels, sagt og gjort de ting vi alle ville og var udkørte og tomme for tårer, kørte vi hjem. Ungerne trængte til at komme hjem i vante rammer og få lov bare at være børn… Jeg var helt færdig, men jeg kunne ikke sove og kunne ikke finde ro, så jeg endte med bare at sidde i sofaen og kramme mine børn og snakke snakke snakke… Indtil min far kom og jeg fik lov at være Ditte 5 år, der bare havde brug for sin far… Vi ringede til sygehuset og fik aftalt at vi kunne komme op og se Niels igen – min far havde selvsagt også behov for at sige farvel til sin gode ven. Jeg havde svært ved at erkende at det var virkeligt, så at se ham igen var også en måde at bekræfte at der ikke var tale om en ond drøm … desværre. Det var helt rart at se ham igen, for Niels så fredfyldt ud og som vi stod der sammen med en sygeplejerske fik vi jo snakket om en masse gode minder og sjove stunder Niels havde givet os.

På vej hjem fra sygehuset var min første indskydelse at få ringet til alle de mennesker jeg umiddelbart havde aftaler med – min leder som jo skulle vide så hurtigt så muligt at jeg altså ikke lige havde tænkt mig at dukke op på arbejde om aftenen (det var hun selvfølgelig helt indforstået med og jeg skulle bare tage den tid jeg havde brug for), min veninde som jeg havde lovet at hjælpe med noget litteratursøgning til hendes bachelorprojekt et par dage senere og selvfølgelig Niels’ arbejde – Niels var sygemeldt på grund af en skulderoperation, så der var ingen forventning om at han ville møde op på arbejde fredag morgen – men jeg kan huske at det simpelthen var så vigtigt for mig at få informeret dem om hans død hurtigst muligt. Min veninde spurgte om der var noget hun kunne gøre og jeg husker tydeligt at jeg sagde pænt nej tak, men jeg har nogle skønne venner og veninder og i stedet for at lytte til mig, så hoppede hun i sin bil og kørte hjem til mig og begyndte at gøre mit hus rent, for så behøvede jeg i hvert fald ikke at tænke på det – sikke en lettelse det var at komme hjem og hun så farede rundt og ryttede op, gjorde rent og ordnede vasketøj.

Os tre voksne, tog ungerne med til Sønderborg og havde en ja-dag, vi var i legetøjsforretninger og hygge, vi spiste fastfood i lange baner – alt var med ja-hatten på. Det gjorde det lettere for os alle sammen at være i det og lade det første chok bundfælde…

De første dage gik med familiebesøg fra nær og fjern og en frygtelig masse samtaler, der stort set alle startede med “Er det sandt?” eller “Det kan ikke passe!!!” og jeg kan huske at det irriterede mig helt vildt at jeg skulle have alle disse samtaler, jeg kan ikke engang forklare hvorfor det irriterede mig.

De første dage gik med alt det praktiske omkring obduktion, bisættelse, gravsted og dernæst det praktiske omkring vores nye liv, hvordan ser økonomien ud? kan vi blive boende? hvordan betaler jeg regningerne, når budgetkontoen bliver låst? og alt muligt andet omkring det, der skal blive vores “nye” liv. Jeg er nødt til at sende en kærlig tanke til Niels’ arbejde, mens jeg skriver dette, for de reagerede prompte med at sørge for at hans december løn blev udbetalt til min konto, sammen med de 3 måneders ekstra løn, som vi pårørende var berettiget til. De har været en kæmpe støtte og bare været der for os – ligesom de også alle mødte op til hans sidste rejse.

Det blev hurtigt klart at selvom der ikke helt var styr på hvor meget vi ville få udbetalt fra diverse livsforsikringer osv., så var der nok til at vi kunne blive i huset og have råd til at tage os tid til at komme ovenpå, hvor lang tid det så måtte tage – men hvor er der dog meget papirarbejde med sådan noget og regler omkring boskifte, som er sindssygt svært at forstå, selv når man ikke er ude på et skråplan og i den grad mangler overblik og overskud.

Jeg har haft en kæmpe støtte i vores præst og pigernes skoler, for ikke at nævne alle venner og bekendte – alle har bare støttet op omkring os og ladet os vide at de er her for os, hvis og når vi har brug for det. Hvis jeg skal finde en positiv i alt dette, så er det at jeg i hvert fald ikke er et øjeblik i tvivl om at vi har et netværk, der er der for os og passer på os.