Sorg

Niels

En torsdag aften i december blev Niels svimmel og utilpas, mens jeg var på vej hjem fra arbejde. Da jeg kom hjem ringede vi til vagtlægen som bad os se tiden lidt an, hvis Niels ikke fik det bedre i løbet af en time eller endda fik det værre skulle vi ringe igen. 20 minutter senere var det blevet værre og vi ringede derfor tilbage til vagtlægen og fordi vi var utrygge ved situationen, blev vi enige med vagtlægen om at vi skulle køre ind til vagtlægen i Aabenraa for en sikkerheds skyld. Da vi kom derind havde Niels det rigtigt skidt og bad mig hente personalet, for han var ikke tryg ved at skulle gå ind uden hjælp, det gjorde jeg selvfølgelig. I mellem tiden havde Niels fået en let trykken for brystet, som gjorde at hospitalets personale valgte at køre ham direkte på skadestuen. Hans blodtryk var meget lavt og lægerne forsøgte at få det til at stige ved hjælp af drop, dog uden held. Derfor besluttede de at køre Niels i en ct-scanner for at se om de kunne finde årsagen til hans lave blodtryk – 10 minutter sagde de, det ville tage… Da der en halv time senere kommer to læger ind på stuen, ved jeg bare der er noget helt galt og det flyver ud af mig “Er han død??”. “Nej” siger de, “men”… Niels er ikke død, men han er gået i hjertestop og de holder ham pt kunstigt i gang… De fortæller mig at hans chance for overlevelse er meget lille og at den eneste mulighed er at overføre ham til Odense, om jeg vil med i ambulancen? Mit instinktive svar er nej, mine to børn er derhjemme, hvor en nær ven af familien passer på dem og hvis det værst tænkelige sker, er jeg nødt til at være hos dem…

Jeg bliver, af en sygeplejerske, fulgt ind hvor Niels er og med tårerne væltende ud af hovedet får jeg fortalt ham at han bare har at kæmpe for det og at jeg elsker ham og jeg bare lige henter ungerne og så kommer jeg op til ham i Odense, Niels er ikke ved bevidsthed, men det var bare så vigtigt for mig at få sagt de her ting til ham! Jeg knækker fuldstændigt sammen og en sygeplejerske hjælper mig ud af stuen hvorefter jeg kaster op og kaster op og kaster op….

Endelig er ambulancen klar og da de kører afsted med ham, sætter jeg mig i bilen og skynder mig hjem til tøserne. Vores ven har i mellemtiden pakket alt det vi kunne tænkes at have brug for og jeg får vækket mine piger og sat dem i sofaen sammen med mig og forklarer dem at far altså er på sygehuset og har det rigtigt skidt. Pigerne bliver selvfølgelig frygteligt bange og kede af det og spørger om far dør – jeg må jo erkende at det er en mulighed, men at det er vigtigt vi får samlet os sammen og kommer afsted.

Vi får pakket bilen og er klar til at køre, da min telefon ringer. Det er lægeambulancen. Min hals snører sig mere og mere sammen, mens lægen i den anden ende giver mig den frygtelige besked: Odense sygehus har set Niels’ papirer fra Aabenraa og vurderer at de ikke kan gøre mere end det, der allerede er gjort og derfor har de slukket for maskinerne og vender ambulancen tilbage mod Aabenraa.

Jeg får ungerne ind fra bilen og sat dem i sofaen igen og fortalt dem at vores værste frygt er kommet til virkelighed – far er død.

Ungerne bryder sammen. Jeg bryder sammen. Vores ven bryder sammen.

Langsomt får vi samlet os sammen nok til, at vi igen kan sætte os i bilen og vende næsen mod Aabenraa og køre ind og tage imod Niels. Da vi kører af motorvejen sydfra, kører en ambulance af nordfra. Min store datter siger: “Jeg tror det er far, der kommer der”….

Undervejs i forløbet får jeg kontaktet min far og bedt ham om at kontakte både Niels’ familie og min mor og fortalt hvad der foregår, samt at møde mig i Odense så hurtigt som muligt (Både min far og stedmor, samt Niels’ nærmeste familie bor på en ø og det er derfor ikke bare lige til at komme nogen steder hen), så da vi sidder i bilen får jeg ringet til min far og fortalt ham at han er nødt til at få fat i alle igen og fortælle at vi desværre har mistet Niels og ikke længere skal fange en færge mod fyn, men i stedet mod Sønderjylland…

På Aabenraa sygehus, bliver vi modtaget af både læger og sygeplejersker og guidet ind i et roligt modtage rum for os selv, hvor vi får snakket med personalet og grædt og efterfølgende spurgt om vi vil ind og se til Niels. Sammen går vi alle ind til Niels og får sagt farvel til ham. Min store skønne datter går hen og giver hans hånd et kram og sætter sig så ved siden af en sygeplejerske og spørger om hvad det vil sige at få hjertestop. Sygeplejersken er helt fantastisk og forklarer det på så fin og smuk en måde.

Min lille pige vil gerne op og give ham et kram, så jeg hjælper hende derop og bagefter sidder vi bare og græder sammen. Efter noget tid, tager min ven pigerne med ud og jeg får lov at sige farvel til min dejlige mand, bedste ven og livspartner…

Det sidste billede af os som en hel familie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *