Uncategorized

Tager det store spring…

I et stykke tid har jeg tænkt over om jeg skulle gøre det her, springe ud i det og skrive en blog – jeg mener hvem vil sidde og læse mine rodede tanker? Og hvilken nytte skulle det gøre? Men jeg gør det alligevel – jeg har brug for at sætte ord på mine tanker og følelser og skulle der så ikke være nogen, der kan bruge det til noget, så fred være med det – så har jeg i det mindste fået sat ord på tankemylderet….

Kendsgerningen er at mit liv er vendt på hovedet og selvom der nu er styr på de fleste praktiske ting, så ved jeg stadig ikke hvordan jeg skal finde hoved og hale i mit liv og min verden…

Natten til den 9. december 2016 blev mit livs skæringspunkt, den nat hvor alting blev vendt op og ned på og det liv jeg kendte og elskede holdt op med at eksistere – min mand og bedste ven fik det skidt og inden natten var omme var han væk for evigt. Den nat mistede jeg min fantastiske livspartner og mine børn verdens bedste far…

Jeg kan slet ikke sætte ord på hvad det har betydet for os, at han ikke er her mere… Udover savnet og sorgen, er det der rammer mig mest den katastrofe det har været for mine børn…

Min store pige har altid været fars pige og hendes fars voldsomme og uventede forsvinden har betydet at hendes selvbillede har ændret sig. Min skønne fantastiske pige er bange for ikke at slå til og være god nok, bange for at vi alle forsvinder hvis hun vender ryggen til bare et øjeblik og kan slet ikke forstå at hun aldrig skal kramme sin farmand mere. Hun er vred på sin gud over at han har taget hendes far til sig. Hverken hendes far eller jeg er troende, men hun har altid opfattet sig selv som kristen og troet på gud, den tro er væk, for som hun siger: ”Hvis der var en gud, så var min far her stadigvæk…” – Det er så hjerteskærende at se hende gå igennem det her og jeg ville sådan ønske at jeg kunne taget det fra hende. Tage hendes tab og sorg og al den tvivl fra hende, så hun kunne få lov at opleve og nyde sin barndom uden at skulle forholde sig til denne side af livet, men bare nyde at være sig selv og nuet – det kan jeg selvfølgelig ikke, men for fanden hvor ville jeg ønske jeg kunne…!

Det er først nu at min yngste for alvor reagerer på hendes tab. Hun har selvfølgelig nævnt at hun savnede sin far, men først nu ramler hendes verden ved små ting og der er ikke noget at sige til det – hun har måttet indse at verden kan være et hårdt og frygteligt sted og at dem vi holder af, ikke nødvendigvis er her for evigt.

Intet er det samme og hver dag står vi op og håber at vi kommer nogenlunde gennem dagen. Vi har fundet en struktur, der fungerer rimeligt og de fleste dage er ok. Men han mangler – hver dag, hver time, hvert sekund… Fra vi krammer godmorgen til vi kysser hinanden godnat om aftenen… Han mangler bare…

5 thoughts on “Tager det store spring…

  1. Sikke et frygteligt tab I har lidt <3 Det gør mig ondt.
    Velkommen i Blogland. Her er godt at være. Jeg håber, det må blive en glæde og en trøst for dig at dele.
    Hilsen Lisbet

    1. Hej Lisbet,
      Tak, det har været og er en voldsom omgang; men jeg er sikker på at vi nok skal komme ud på den anden side – det skal bare have tid…

      Det er en ny oplevelse at være en del af blogland, men indtil videre så giver det mig det jeg havde håbet på. Jeg håber du vil fortsætte med at læse med her.

      Kram

      Ditte

  2. Puha det trækker tårer. Hvor jeg føler med jer. Og hvor jeg forstår at du gerne ville skærme dem mod alt det der følger med, når ens verden så ubarmhjertigt slås i stykker, som jeres er blevet det.

    Jeg ville virkelig også ønske i kunne være blevet forskånet for dette.

    1. Tak for din kommentar og dine tanker, Bianca.

      Én ting er, at man selv skal igennem sorgen og det helvede, den proces et eller andet sted er; men at skulle være vidne til ens unger, gennemgå sorgen og forvirringen efter at have mistet deres far – det er nærmest umuligt at beskrive med ord hvor smertefuldt det er…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *