Lidt af det hele

Stille, meget stille…

Ja, som nogen måske har opdaget har jeg været meget meget stille siden jul og nytår. 2018 har været begivenhedsrigt og jeg har haft valgt at prioritere andre ting højere end at opdatere på bloggen.

Jeg kan konstatere at årsdagen og årsskiftet ramte mig hårdere end jeg egentligt havde forventet. Egentligt syntes jeg, jeg var lidt pjattet, for nu var det første år jo gået?? Men, det gjorde mere ondt og i længere tid end jeg var forberedt på. Sorgen ramte mig som et godstog, der bar rev mig med ud i ingenting og jeg havde svært ved at stige af. Jeg lod mig selv være i sorgen og mærke smerten, jeg havde også et hængeparti med gravstedet. Det lyder mærkeligt når jeg sådan læser det for mig selv, men at gøre gravstedet færdigt har for mig været et fuldstændigt uoverskueligt projekt – når vi satte gravstenen ville det jo være det sidste punktum, der definitivt fortalte verden (og mig), at Niels ikke er her mere og det var bare en pille, jeg absolut ikke kunne få mig selv til at sluge.

 

Jeg føler mig en anelse åndssvag, når jeg skriver dette… Der er jo for længst sat endegyldigt punktum for Niels. Han er død, borte, ikke mere i verden. Men at vælge den forbandede gravsten og få den sat på, det var bare en opgave jeg ikke kunne klare. Der stoppede mine superkræfter. Jeg er gudskelov så heldig at have en fantastisk svigerfamilie og jeg bekendte min nød til min skønne svoger og svigerinde, fortalte hvor svært det var for mig med den her gravsten og at jeg simpelthen ikke kunne selv. Så i fællesskab blev vi enige om hvad der skulle stå på stenen og ca hvilken stil pigerne og jeg ville foretrække. Vi blev enige om at stenen skulle være en natur sten og at den skulle være fra Ærø – de har fundet den smukkeste sten og det har været en kæmpe støtte og hjælp, at de var villige til at løse denne opgave for mig. Så her i maj kom hans smukke sten til Sønderjylland og vi fik gjort gravstedet færdigt ved fælles hjælp. Det var grimt og smukt på samme tid.

 

Det var vigtigt for pigerne at få gravstedet gjort færdigt og nu er det sådan. Jeg er min svoger og svigerinde evigt taknemmelige for at de havde overskud til at hjælpe med det her.

 

I det hele taget startede 2018 ikke ret meget bedre end 2017, for skæbnen ville at vi i januar, udover at kunne ønske Izzy tillykke med hendes 1 års fødselsdag, bed mærke i at hun gik mærkeligt (set i forhold til andre hunde) og dyrlægen kunne konstatere at hun havde dårlige hofter. Så i februar stod den på operation af den dårligste hofte og tiden efter har det været Izzys genoptræning hos Magtor ved Århus der har fyldt – 3 mdr er der gået og vi er ikke helt i mål endnu. Men hun har smidt 5.3 kg (hun var MEGET overvægtig, hvilket vi ikke havde været opmærksomme på) og det hele handler om muskelopbygning nu. Det har været en hård proces, men vi er bare lykkelige for at vi har hende endnu og at fremtiden ser forholdsvis lys ud for vores skønne pelsbaby.

(Izzy 1 år)

(Izzy 3 mdr efter operationen)

 

Hele sidste år forekommer mig gråt, vådt og mest af alt trist, så i januar besluttede Dean og jeg, at vi skulle ud og rejse med tøserne, derfor gik turen i maj til Kreta. Det var verdens bedste ide at tage udenlands sammen. Vi fik afstand til hverdagen og var “tvunget” til at forholde os til hinanden på en anden måde end ellers, men mest af alt fik vi ro. Det er underligt, for der er som sådan ikke noget der forhindrer den ro herhjemme. Vi bor ude på landet og har skøn natur omkring os med masser af ro og plads til dybsindighed, men det er som om at man i hverdagens trummerum, ikke helt får tappet ind i roen og freden. Det gjorde vi på Kreta.

 

2018 har på trods af ønsket om ro og fred til at finde os selv, også budt på turbulens. Det er tydeligt at mærke at selvom et år forekommer som langt tid, så har sorgen ingen udløbsdato. Det mærker jeg på mig selv, men i høj grad også på mine skønne piger. De kæmper. Det er ikke hverdag sorgen og tabet fylder, men oftere end jeg kunne ønske mig for dem. Det gør ondt at se dem kæmpe med dem selv om at give plads til både sorgen og glæden uden skyld og skam. Både Dean og jeg støtter dem i at det er ok at være i begge dele og endda samtidigt, men en ting er at vi viser dem det og fortæller dem det; en anden er deres forståelse og erkendelse af det. For et par uger siden poppede et minde op på facebook af pigerne, det skræmte mig faktisk lidt at se hvor stor en udvikling de har gennemgået fra sommeren 2016 til nu. De har begge fået en modenhed, jeg hellere havde forskånet dem i deres alder. En forståelse af at livet ikke varer evigt, som også påvirker deres livssyn. Det er måske nok sundt nok at forstå dette, men jeg synes faktisk ikke det var nødvendigt i deres alder. Børn burde have lov til at gennemleve deres barndom i den tro at livet varer evigt.

Jeg tror det har været sundt at tage en pause fra bloggen, men jeg kan også mærke at jeg har nogle tanker jeg har behov for at sætte ord på.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *