Sorg

Sorg er en underlig størrelse…

På facebook faldt jeg over et link til en artikel fra ekstrabladet (yes i know, ikke verdens mest lødige kilde, men artiklen var faktisk god nok) om en andens sorgproces og hvordan vedkommende følte sig mødt af omverdenen. Den helt sådan banebrydende pointe er at sorg er individuel og at intet er det samme efter sorgen har ramt en.
Det rammer mig; min sorg ligner ikke hendes og hendes situation er en helt anden, men resultatet af sorgen er det samme. Mit liv er ikke det, det var før og min virkelighed bliver aldrig den samme. Jeg er en anden og jeg er kun lige ved at lære den person at kende.

Jeg havde en lang snak med min far i telefonen den anden dag om min frustration over at folk ikke forstår at jeg ikke sørger fordi jeg har mistet; jeg sørger over alt det Niels ikke får lov at være en del af længere. Ja, det er hårdt og oftest svinger jeg mellem at have det ad helvede til og acceptabelt, men jeg får lov at være her, se mine børn vokse op, få alle de kys og kærlige kram de har lyst til at give fra sig, opleve deres triumfer og samle dem op efter deres nederlag. Jeg får lov at danne nye relationer (med tiden) og skabe mig et nyt liv – alt det her bliver Niels snydt for.

Jeg er ikke vred over at vi har mistet Niels. Hvem skulle jeg dog være vred på? Men jeg er i den grad i sorg over at han ikke skal opleve livet sammen med os andre. Vi finder nye mennesker at opleve livet med og livet går videre, men han får aldrig mere lov at opleve det – det er simpelthen det mest tragiske jeg kan komme i tanke om.

I artiklen skriver hun om hvordan forgængeligheden bliver nærværende i sorgen og at man skal vænne sig til meningsløsheden er en del af livet. Jeg er til dels enig med hende, vi ER forgængelige og det eneste vi ved med sikkerhed er, at vi skal dø. Jeg forsøger at leve hver dag, som var det den sidste – det lyder ret negativt, men det er positivt. Jeg gør mit til, at jeg får oplevet alt det jeg kan og har lyst til og at jeg ikke sidder tilbage med en følelse af, ikke at have nået det jeg gerne ville. Er meningsløsheden en del af livet? Tjo, det er den jo i en eller anden grad – krig er jo meningsløst, men er den en del af mit hverdag? nej, det synes jeg ikke – godt nok giver Niels’ død ikke mening, men det er for mig ikke det samme som at den er meningsløs, blot forstår jeg ikke meningen med døden. Det har jeg det ok med. Jeg behøver ikke at forstå hvorfor han ikke er her mere. Uanset om jeg forstår eller ej, er han væk. Hans død har til gengæld fået mig til at indse vigtigheden af at leve et liv, der giver mening for mig. Ligenu ved jeg ikke hvad det vil sige, men tænker at det er en proces i sig selv, som er givende.

 

Som tingene er ligenu, er jeg ikke lykkelig. Men jeg er ok med ikke at være lykkelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *