Hverdagen, Mig, starte forfra

Hvor skal skibet sejle hen?

Jeg har næsten dårlig samvittighed over at jeg ikke har fået skrevet her inde i lang tid. Der er alverdens undskyldninger for hvorfor det er tilfældet, men skal jeg være ærlig er det primært fordi mit hoved roder og tankerne optager mig i en grad, hvor jeg ikke har formået at kunne få dem ned på skrift.

Vi fik startet det nye skoleår op. De havde begge glædet sig og set frem til at skulle tilbage i hverdagen igen. Det er bare så forbandet svært, fordi der er så mange første gang uden far- oplevelser, som både gør ondt på dem og på mig. Vi er så priviligerede at Dean har været her til at støtte op omkring os og være der for os i hverdagen og det gør bare alting “lettere”, men hans tilstedeværelse har også gjort at jeg faktisk ikke har skullet det, som de fleste i min situation oftest skal – nemlig stå helt selv med alting. I over et halvt år har han udskudt at tage hjem og besøge familien, ikke kun for vores skyld, men også for vores skyld og jeg har haft dårlig samvittighed over det. Det er jo ikke et valg jeg som sådan har presset ned over ham, eller på nogen måde forlangt af ham, men jeg har været lettet over, at han ikke tog hjem endnu. Den sidste måned har jeg så vidst at han skulle hjem til England en uge her i august og jeg har gruet for det, planlagt mig ud af det. For mest af alt frygter jeg faktisk at jeg ikke magter opgaven, når jeg først står her alene.

De fleste tænker det er jo noget pjat, du er en god mor, selvfølgelig magter du det. Det er måske rigtigt nok. Det er jo ikke sådan jeg, reelt, synes jeg gør et dårligt stykke arbejde som mor. Jeg føler mig bare i den grad ude, hvor jeg ikke kan bunde og det er lidt ’synk eller svøm’ – jeg er alene med ansvaret for om mine to piger ender med at kunne stå på egne ben, eller knækker inden de når så langt. Det er mildest talt et skræmmende ansvar og ofte føler jeg, at jeg simpelthen ikke gør nok, kan nok, orker nok til at opveje for at deres far ikke er her mere.

Jeg har et stærkt netværk, som rigtigt gerne vil være der for mig og egentligt tror jeg ikke jeg bruger det nok. Jeg kan simpelthen ikke se mig ud af det. Et godt eksempel er ungernes første skoledag. Første skoledag med kun en forælder. Jeg skulle være to steder på en gang og det gik først op for mig, da jeg stod alene på skolen, med to børn, der begge havde brug for mig i klassen. Jeg løste det, ikke særligt godt, men det gik. Bagefter snakkede jeg med min svoger om det, som jo selvfølgelig spurgte hvorfor søren jeg ikke havde bedt dem om at komme og hjælpe. Jeg havde simpelthen ikke skænket tanken, at det var nødvendigt at bede om hjælp. Hvilket et eller andet sted bare er dumt, når nu hjælpen er der, hvis jeg beder om den.

Det er blevet august og jeg skal tage stilling til hvad der skal være min hverdag nu. Jeg er ikke mentalt klar til at fortsætte mit studie. Jeg ville rigtigt gerne, men jeg har ikke rum i mit hoved til det. Jeg har flere gange sat mig for at læse tekster af mine favorittænkere og det kan jeg sagtens, men der går ikke lang tid, så er det læste væk og jeg formår ikke at omsætte det læste til noget konstruktivt. Da det er min virkelighed, så er det en kendsgerning at mit i forvejen hårde studie, bliver endnu hårdere. Det kunne lade sig gøre før, fordi jeg havde et stærkt bagland, der tog over når jeg havde brug for at fokusere 200% på mit studie, men jeg har ikke noget ekstra at give af, så at fortsætte mit studie vil ske på bekostning af mine børn – en pris jeg ikke er villig til at betale, selvom det piner mig at måtte give op.

Men det er der jeg er, det er det der er min virkelighed ligenu. Jeg skal finde en hverdag med job og dagligdag og så må vi se hvad drømmene ændrer sig til.

 

Babysteps, må der til, så længe det går fremad, så går det nok.

1 thought on “Hvor skal skibet sejle hen?

  1. Kære Ditte, tak for at dele dine tanker. Ditte, fordi du ikke magter at fortsætte dit studie, betyder ikke at du må give op! Måske for nu, men ikke for altid. Nyd dine piger alt hvad du kan, de er kun til låns. Om nogle år er der igen plads til at udleve drømme med god samvittighed og det rigtige overskud ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *