Jeg hader

… At leve livet uden dig ved min side

… At vide du aldrig mere får lov at være vidne til vores børn og deres bedrifter

… At jeg fremover står med alle beslutningerne og alt ansvaret selv

… At jeg ikke skal ryste på hovedet af dine platte jokes mere

… At vi ikke længere skal grine over igen at have glemt vores bryllupsdag

… At vi ikke kom på drømmeferien til Irland sammen

… At jeg ikke kan dele mine bekymringer med dig

… Når jeg drømmer om at du er ved siden af mig, vågner og det går op for mig at du ikke er her

… At du aldrig mere skal kigge på mig og smile, som kun du kan

… At vi kun fik 10 år sammen

… At verden går videre, selvom min tid føles som om den står stille

… At du ikke længere står på kuverterne i postkassen

… At høre ungerne skrige af hinanden i vrede og afmagt, fordi du er væk

… Når ældsten smiler, men øjnene er tomme

… Når mindsten fortæller vildt fremmede at hendes far er død

… Når jeg skal svare på spørgsmålet “hvordan går det?”

… At jeg, på en måde, skammer mig over at jeg ikke har lyst til at være ked af det mere

… At jeg ikke kan fjerne mine børns sorg

… At selv når jeg er glad, er jeg ked af det

… At jeg ikke kan trykke på en knap og glemme smerten og sorgen

 

Jeg elsker

… Når ungerne kommer ned til mig for at få en morgenkrammer

… Når jeg hører dem grine uden skyggen af sorg

… At jeg har venner og familie, der gerne vil tage sig af os når vi har brug for en ekstra hånd

… At jeg har råd til at være ked af det og tage mig tid til at vænne mig til at sorgen er med mig

… Hvor meget vores børn minder om dig, så har jeg stadig lidt af dig hos mig

… At vide min smerte bunder i vores store kærlighed til hinanden

… At den kærlighed du har givet mig, gør mig i stand til at bære vores børn videre uden dig

… At jeg kan give tøserne et kram, når de synes livet er hårdt

… At jeg, trods smerten, føler vi er på rette vej