Kærlighed, Sorg, starte forfra

Når livet byder på noget nyt

Det er ikke nogen hemmelighed at de sidste 18 mdr har været svære for os. Niels’ død slog vores familie helt ud af kurs. Vi er på sin vis stadig ude af kurs, eller det vil sige vi har brugt halvandet år på at finde en ny kurs i livet. Jeg oplever nogle gange at folk spørger om vi er kommet ovenpå, det er velment, men misforstået. Vi kommer ikke ovenpå, vi lærer at leve med at have mistet Niels, en proces der aldrig ender. Men med i alt det her er, at vi bevæger os videre, livet byder os andre ting.

Jeg fik tid til at kigge mit liv efter i sømmene. Finde en til hvad der er vigtigt for mig. Mine børn og min tid med dem. Så tidligere tiders drømme blev skrinlagt og jeg arbejdede for en anden fremtid for vores familie. En fremtid der betød mere tid sammen, mere fokus på vores familie. Så det første lange stykke tid tog jeg orlov fra mit studie og gik hjemme, gav mig selv tid til at finde vejen frem. Da jeg følte mig klar til at vende tilbage til verden i en eller anden grad, fik jeg det skønneste vikarjob i Rødekro og stille og roligt vente vi tilbage til en hverdag, der gav mening for os. Og når en dør lukkes, åbnes der et vindue. Så 1.8. starter jeg mit nye drømmejob. som hjemmevejleder. Jeg er så priviligeret at mit vikarjob bliver til en fast stilling, med de skønneste kollegaer. Det bliver ikke ret meget bedre.

Nu er der så gået 1,5 år, Niels er altid med mig. Sådan skal det være. Hele vejen igennem har Dean været der, støttet os alle tre. Delt sorger og glæder med os og undervejs er vores bånd blevet stærkere, tættere. Han er min klippe i stormvejr og min jordforbindelse når jeg flyver for højt. Det er ingen hemmelighed at Dean og jeg har været nære venner i endda en del år. Dean og Niels var også nære venner. Så da Niels døde, var det ikke kun os der mistede, det gjorde Dean også. I sorgen støttede vi hinanden og venskabet blev til mere. Vi har taget os tid til at finde ud af om det skulle være os, om det føltes rigtigt, eller det blot var sorgen der forstærkede vores venskabelige følelser. Det var og er det ikke.

Niels er en del af vores fælles historie. Jeg ved han ville være glad hvis han kunne se at vores liv gik videre og at der var plads til glæde, latter og lykke.

 

Det vigtigste i mit liv er, at mine piger har den støtte og kærlighed de har brug for. De er og bliver mit primære fokus. Det har selvsagt været en rejse for dem også, at vi fik følelser for hinanden og det har været en stor del af vores fokus, at sikre at de ikke følte sig tilsidesat eller mindre vigtige undervejs.

Dean forstår at tøserne kommer først, hell, han sætter dem selv først.

Især den yngste har bare accepteret at det var sådan verden så ud nu og glædet sig over at Dean og mor var glad for hinanden, uden de store tanker om hvad det betød i forhold til hendes far og hendes følelser omkring ham. Ældsten er min tænker, min bekymrede pige og som sådan har det her været svært for hende. Ikke fordi hun ikke er glad for vi er glade, men fordi det er et dobbeltsidet sværd. Det er svært for hende at håndtere at være glad for Dean og samtidigt ikke føle skyld i forhold til hendes far. Hendes følelser er farvet af at når hun glædes over Dean, betyder det så at hun ikke savner eller holder af far? – Selvfølgelig gør det ikke det, men som knap 11-årig er det nogle store tanker at skulle håndtere. Vi er der for hende, vi giver hende plads, nærhed og kærlighed. Ikke mindst forsøger vi at lære hende at navigere i det kaos, der er hendes følelser lige nu.

Ingen kan eller vil fjerne Niels’ betydning for nogen af os. Men det betyder heldigvis ikke, at der ikke er plads til andre og nye oplevelser. Livet er smukt, på godt og ondt.

2 thoughts on “Når livet byder på noget nyt

  1. Søde Ditte hvor er bare dejligt at læse din fortælling ♥️ jeg ved at Niels altid vil være i alle jeres tanker og minder, men livet går vidre og hvor er det dejligt at det hele flasker sig, det har i så meget fortjent.
    Knus fra Hanne ( Fjernvarmen )

    1. Kære Hanne,

      Tak. Ja han vil altid være med os, men som du skriver livet går videre og han ville ikke have ønsket at vi stod stille og lod det passere os forbi.

      Kram

      Ditte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *