Fødselsdage, Izzy

Forsinket tillykket Izzy, verdens bedste pelsbaby

Midt i mit livs røvtur valgte jeg jo at vi skulle have en pelsbaby mere i huset… Der var mange grunde, men de vigtigste var Ældstens angst og mit behov for at være tvunget til at komme ud på regelmæssig basis. Så da min skønne veninde fik hvalpe den 24. januar 2017 af den race jeg netop havde overvejet kunne være en mulighed, så var der faktisk ikke ret langt fra tanke til handling og jeg forelskede mig ret hurtigt i den lækreste grå lille tyksak. Kors det var lange 8 uger at vente og vi endte da også med at komme på besøg et par gange inden vi faktisk kunne få lov at tage pelsbabyen med hjem.

 

Men endeligt kom dagen. Tøserne og jeg havde været på Sjælland og fejre Oldens 80 års fødselsdag og på vej hjem kunne vi så køre forbi og hente pelsbabyen. Hun var den sidste der ventede på at blive hentet og ungerne kunne næsten ikke rumme at den fjollede tykke bamse af en hvalp skulle med os hjem (omend de jo altså havde vidst det et stykke tid) – de havde sådan set frem til det. Og det havde jeg også.

Hjem kom Izzy og hun tog det hele med ophøjet ro, der var faktisk ikke rigtigt noget der kunne hyle hende ud af den. Katten var ikke særligt tilfreds med at der var kommet en ny tornado i huset og det tog ret lang tid inden Mushmush (ja det hed katten nu engang da den flyttede ind hos os, så det hedder hun stadig) tøede op og fandt ud af at den der kluntede pelsbaby faktisk ikke var så farlig og ret let at sætte på plads, hvis man mindede den om at man har søm i vanterne.

Izzy blev min tro følgesvend når jeg trængte til at komme ud og få luft for mine tårer og tanker, eller bare lufte kameraet. Izzy blev et af mine yndlingsmotiver og kors hvor har jeg taget mange billeder af hende efterhånden.

I januar blev hun jo så 1 år. Hun har, som alle hvalpe, ødelagt det hun skulle når tænderne kløede eller hun kedede sig. Hun har drevet mig til vanvid med sin manglende hørelse, når det ikke lige passede hende. Og vigtigst af alt har hun taget mit hjerte med storm. Hun er der troligt ved min side, når hun kan mærke jeg er presset. Hun søger tøserne når de er fyldt op og ikke magter mere og i det hele taget er hun altid frisk på et fjollet indslag, der letter stemningen. Hun er godt på vej til at blive voksen nu, men hun er stadig vores fjollede pelsbaby, som kravler helt op i hovedet på en når man mindst orker det og som er ekspert i at sætte en våd tunge på folks briller. Izzy elsker mennesker og andre levende væsner og forstår stadig ikke, når der er nogen der ikke synes de skal snakke med hende. Så er det lidt lige meget om vi sidder i bilen eller bare går forbi dem på gaden. Som en rigtig ishund, giver hun besked om at hun ikke er tilfreds og fortæller os, når hun synes noget andet.

Skæbnen ville at Izzy fik konstateret dårlige hofter i februar og vi derfor i en meget lang periode ikke har kunnet gå hendes elskede ture ved stranden eller i skoven. Izzy har fået sin operation og vi har kæmpet os igennem et megahårdt genoptræningsforløb. Men uanset hvor træls det har været og hvor ondt hun har haft det, har hun altid kvitteret med et kys. Izzys filosofi er åbenbart at hvis man giver kys nok, så holder folk helt sikkert op med at træne de ømme muskler…. (Nej fyssen er ikke så nem at narre, men Izzy forsøger ihærdigt). Langt om længe må vi begynde at gå længere ture, du kan efterhånden det samme som før og fremtiden ser igen lys og dejlig ud for dig. Vi satser på at have dig hos os i mange år endnu.

 

Tillykke med fødselsdagen Izzy.

(Izzy 6 uger)

 

(Izzy 8,5 uge og just flyttet ind)

 

(Izzy 1 år)

 

(Izzy, med barberet numse – vi afventer i spænding at hendes pels vokser ud igen)

 

(Verdens bedste Izzy)

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *