Her til morgen surfede jeg, som så mange gange før, gennem min newsfeed på facebook og faldt over en artikel fra Berlingske (du kan finde den her). Det var en forælders opråb om at det styrede liv vi lever ikke giver plads til børns frie leg og at vi, som jeg læser det, skal acceptere at børns frie leg er en romantisering, der ikke passer ind i en moderne verden.

Jeg må ærligt erkende at jeg simpelthen ikke forstår det.

Eller det vil sige jeg forstår godt at når man insisterer på at ungerne skal have legeaftaler 1-2 gange om ugen og de skal gå til i hvert fald 1, gerne 2 fritidsaktiviteter – ja så er der ikke meget tid til overs til ret meget andet.

Det jeg ikke forstår er behovet for at have legeaftaler og så mange fritidsaktiviteter. Hvad er det vi tænker der går galt, hvis vi holder op med at styre deres liv så markant, som vi ofte gør i dag?

Jeg skal ikke være hellig. Begge piger går til gymnastik og den ældste synger i kirkekor. Men jeg så helst at de slet ikke gik til noget. Sidder de så ikke bare derhjemme foran en skærm og laver ingenting og bliver små, dovne, asociale bæster? Nej, det er virkeligt ikke min oplevelse at det er tilfældet. Jeg oplever at mine børn i høj grad har brug for ro, når de kommer hjem fra skole, brug for at være sammen med os voksne, være en aktiv del af familien.

Nuvel, vores situation er anderledes end de flestes, så måske har mine børn et større behov for nærhed og ro. Men alt andet lige, så bruger vores børn jo altså mange timer sammen med andre børn i styrede rammer, så hvorfor videreføre denne styring til deres fritid? Er argumentet at de ikke ser deres venner i skolen, eller leger med hinanden i frikvartererne? Dermed ikke sagt at jeg ikke bifalder, at mine  børn ser deres venner uden for skolen, men jeg bifalder ikke, at det skal være noget jeg skal tage kontrollen over.

Vi hører om at flere og flere voksne mennesker går psykisk ned på grund af stress, ofte som konsekvens af et styret liv, hvor der skal ske for meget på for lidt tid. At vi lever i en tid, hvor folk er mere syge og spiser flere piller end nogensinde før. Det er da en smule mærkeligt at tro, at en styret hverdag der ikke er sund for os voksne, skulle være god for vores børn?

Jeg oplever at vi forældre, føler behov for at styre hvilken retning vores  børn bevæger sig i, styre deres udvikling som menneske. I stedet for at lade dem selv finde vejen og støtte op undervejs når de har brug for det. Støtte er ikke lig med styring.

Mine børn har oplevet det værste, der kan overkomme et barn, tabet af en forælder og jeg ville ønske, jeg kunne pakke dem ind i bobleplast og passe på dem, som var de små, skrøbelige porcelænsdukker, skåne dem for enhver smerte og skår i deres tilværelse. Kendsgerningen er bare, at de er mennesker og ikke porcelænsdukker. Jeg er nødt til at lade dem finde deres egen vej, gøre deres egne erfaringer og forme dem selv, som de synes de skal være. Det er angstprovokerende og skræmmende at lade stå til og være tilskuer til mine børns fejltagelser. Men min opgave er ikke at bane vejen for dem, det er at være deres sikkerhedsnet og redningskrans, når de springer ud i livet og fejler. At hjælpe dem med at lære af deres fejl og fiaskoer og sørge for de altid har mod og vilje til at prøve igen.

Måske, hvis vi slipper tøjlerne og tror på de kan, så kan de måske faktisk?

Hvad mener i? Er det forældrenes opgave at styre deres børns liv? og hvorfor?