Så blev det den 9. december endnu engang… Jeg har sovet dårligt, eller rettere jeg har knap sovet… Det er 4. gang vi er her, 4. gang årsdagen oprinder og jeg igen må erkende at du er endegyldigt væk…

Det lyder jo som om jeg ikke er bevidst om det i hverdagen… Det er jeg helt bestemt, du mangler. Ikke bare engang imellem, men altid. Det fylder bare ekstra meget her i december. Jeg har et dejligt liv med Dean og pigerne, men der går ikke en dag hvor du ikke mangler. Jeg mangler at ryste på hovedet er dine tossede indfald, mangler dig at være fortrolig med, mangler dig at grine med, endda at være sur på. Listen over hvorfor du mangler er uendelig.

Nu skal det ikke lyde som om mit liv er ganske forfærdeligt hele tiden. Det er det bestemt ikke. Jeg har et godt liv med pigerne og Dean og jeg er lykkelig. Men for pokker hvor ville jeg dog ønske at du var her til at se dine piger blive til unge kvinder og se hvordan de til tider driver mig til vanvid med deres teenage unoder. Være her til at være stolt over deres styrke, over hvordan de trods den modgang de har oplevet i deres indtil videre korte liv, har rejst sig og formår at leve som de fleste andre teenagere.

Jeg har været tyndhudet den sidste tid, min krop har helt klart reageret på at dagen nærmede sig og jeg har været mere i mine følelsers vold end jeg ellers er. Jeg har heldigvis nogle skønne mennesker omkring mig, som jeg har kunnet række hånden ud til og bede om hjælp, så jeg kunne være i det lidt bedre. Og i går mærkede jeg klart hvor vigtigt det er at der er nogen til at gribe mig, når tingene vælter. Skæbnen ville at jeg i går oplevede noget som ramte lidt for tæt på oplevelsen omkring tabet af dig og selvom det egentligt ikke direkte havde noget at gøre med mig, så blev jeg voldsomt påvirket af det. Mine nærmeste venner og kollegaer så min reaktion og tog hånd om mig, tilbød at være der hvis og når jeg havde brug for det, men gav samtidigt plads til at jeg kunne få lov at mærke efter hvad jeg faktisk havde brug for. Jeg er i sandhed velsignet med folk omkring mig, der vil mig og min familie. Jeg er dem så taknemmelig.

Nu sidder jeg her i de stille morgentimer, hvor jeg for 4 år siden sad på sygehuset og skulle sige farvel til dig sammen med Dean og pigerne. Hvor sygehuspersonalet i Aabenraa tog hånd om os og på bedste vis forklarede dine piger hvad det faktisk var der var sket og guidede os alle igennem den voldsomme oplevelse. Denne morgen adskiller sig meget fra dengang. Jeg kan høre pigerne stå op ovenpå og begynde at rumstere og stille og roligt kommer de ned til mig efterhånden som de er klar til dagen. E er som altid hurtigere ude af starthullet end A og allerede har hun været og sige godmorgen og taget sin morgenmad. Nu kan jeg høre hvordan hun tøffer rundt og tager sig af sine dyr. Hun giver katten mad, fodrer marsvin og om lidt kommer A og siger godmorgen, for derefter at lukke Izzy i haven inden hun tager sin morgenmad. Så laves der madpakker (det gør de i øvrigt selv) og alt i alt er dagen, trods dens betydning, i sin helhed som så mange andre dage. Men jeg har nu taget dagen fri, giver mig selv lov til en dag helt i mine følelsers vold. Der skal være plads til både tristhed, glæde, vrede og alle de andre følelser der vælder op i mig på disse dage. Du skal mindes og hyldes på bedste vis. Vi skal sætte juletræ hos dig. Jeg siger vi, men som så mange gange før er det nok Dean og pigerne der kører op og siger goddag til dig på kirkegården, jeg tænker at du ville forstå hvorfor jeg ikke har lyst til at komme derop og at det er helt ok. Vi skal have Schnitzler med det hele, som du elskede det og måske vil jeg gå så langt som at sætte en sharknado film på, blot for at ryste på hovedet og undre mig over hvorfor pokker det var du syntes de film var så sjove. Vi vil grine af dine finurligheder, smile af de glæde over minderne og vi vil græde over tabet og når solen står op i morgen vil vi fortsætte vores liv, fortsætte livet uden dig. Men vi ved du er altid med os og du vil aldrig blive glemt.