I morgen er en glædens dag. I morgen er en sorgens dag.
Ældsten bliver 10 år og det er jo en glædelig begivenhed og hun glæder sig, noget så voldsomt. Men de sidste mange dage har det også været anledning til sorg og ked-af-det-hed hos både hende og mig. Det gør ondt at Niels ikke er her til at fejre hende og nyde dagen i selskab med os andre. Der er et definitivt vacuum og jeg kan hverken gøre fra eller til. Jo tættere vi kommer på dagen, jo værre er det for hende og jo mere ked af det er hun.
Jeg har lagt mig i selen for at skabe en dag, der 1) har hende i centrum, 2) er fyldt op med glæde og 3) der ikke giver anledning til alt for mange tårer – for både hende og jeg. Vi starter dagen herhjemme tidligt – vi skal nemlig være klar til at køre hjemme fra kl. 8, for turen går til Legoland, hvor vi skal mødes med hendes veninde fra sorggruppen, Oldemoster og Oldeonkel (yes I know, de titler findes ikke i den danske retskrivningsordbog, men de findes i vores familie) og Oldemor. Så spiser vi alle sammen frokost sammen og hygger til kl. 16, hvor turen går hjemad igen. Vi mellemlander herhjemme og får luftet Izzy pigen, mens familien får indkvarteret sig på et lokalt bed&breakfast. Så slutter vi aftenen af med fødselsdagsmiddag på tøsebarnets yndlingsrestaurant i Sønderborg.

10 år er en stor dag og jeg håber sådan, at det lykkes os at gøre det til en fantastisk dag for hende, på trods af savnet og ked-af-det-heden…
De bedste og varmeste fødselsdagshilsner fra Carl Emil. Håber du får en fed dag i LEGOLAND
Vi ses efter ferien
Hej Carl Emil (og resten af familien ),
Jeg skal sende hilsenen videre, jeg ved hun glæder sig til Legoland. I må have en skøn sommerferie.
Kh
Ditte
Hjerteligt tillykke med hende.
Jeg håber I får en rigtig god dag, trods det svære.
Det er jo en stor dag.
De bedste hilsner fra
Anne
Hej Anne,
Tak – det er en sær følelse at hun er så stor nu – Jeg tror det bliver en god dag trods alt… Det er nemlig en stor dag.
Kh
Ditte