‘No one ever told me that grief felt so like fear. I am
not afraid, but the sensation is like being afraid. The
same fluttering in the stomach, the same restlessness,
the yawning. I keep on swallowing.
At other times it feels like being mildly drunk, or
concussed. There is a sort of invisible blanket between
the world and me. I find it hard to take in what anyone
says. Or perhaps, hard to want to take it in. It is
so uninteresting. Yet I want the others to be about me.
I dread the moments when the house is empty. If
only they would talk to one another and not to me.’

Sådan starter C.S. Lewis sin bog ‘A grief Observed’.
Det er helt utroligt rammende og da jeg læste det, fik jeg tårer i øjnene – ikke fordi hans ord gjorde mig ked af det, men fordi de var så samstemmende med den grundfølelse jeg har indeni mig. Jeg har en følelse af at være i min egen boble, som tilskuer til verden der passerer mig. Når folk snakker til mig, er jeg nødt til at fokusere helt ekstraordinært på hvad de siger, for at det ikke skal gå tabt i den susen, der finder sted i mit indre. Jeg har det bedst i mit eget selskab, men har på en og samme tid ikke lyst til at være alene – jeg vil gerne have folk omkring mig, bare ikke sammen med mig.

Det er ikke sådan, at jeg føler mit liv er ligegyldigt, eller at der ikke er et liv efter Niels – selvfølgelig er der det. Jeg har bare ikke rigtigt lyst til eller mod på at lære det liv at kende endnu. Sorg er kærlighed og kærlighed er sorg. Jeg er ikke færdig med min kærlighed til Niels, men jeg ved heller ikke hvad jeg skal gøre med den. Jeg mangler at kunne fortælle ham at jeg elsker ham, grine sammen med ham, ryste på hovedet af ham og ikke mindst at bare at kunne være nær ham. Jeg, kan selvfølgelig besøge ham på kirkegården, men der er min Niels ikke, det er blot hans jordiske rester.

Jeg savner mit studie, men hver gang jeg forsøger at dykke ned i filosofien, kan jeg mærke det prikker til min sorg og jeg bliver ufokuseret og rastløs – ville elske at kunne fordybe mig i de store tænkere igen, og jeg er skræmt og frustreret over, at jeg ikke længere kan holde det nødvendige fokus til at fordybe mig i Kant eller Descartes. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet ‘Kommer mine tanker til kun at handle om sorg og sorgens betydning?’ – det håber jeg ikke, men ligenu kan det godt føles sådan.

Føles som om jeg sidder fast i sorgen, den klæber til mig som tjære på en asfaltvej en varm sommerdag. På den ene side er det rart at være fanget i en, nu, velkendt følelse der nærmest forekommer hjemmevant, men på den anden side, vil jeg også bare også gerne videre. Niels’ betydning kan ikke negligeres og jeg ønsker ikke at glemme vores kærlighed eller tiden vi trods alt havde sammen. Jeg vil bare gerne være i stand til at tage skridtet mod det nye liv, jeg er tvunget til at finde mig til rette i.