I alt det her er jeg nødt til at fortælle om Dean.
Dean er både min og Niels’ bedste ven. Dean er fra Liverpool og er kommet hos os stort set hver sommer siden 2012. For et par år siden var han ærgerlig over at have brugt tid på et studie, der ikke sagde ham noget og samtidigt havde han en udlængsel efter noget andet end bare England. Niels foreslog at Dean skulle undersøge muligheden for at studere her i Danmark og som sagt så gjort, så Dean søgte ind på SDU og blev optaget med studiestart 1. august 2016. Niels og jeg havde en del logistikproblemer omkring børnene pga mine studietider og hans arbejdstider der bare ikke matchede ret godt, så vi tilbød at Dean kunne bo hos os, mod at han hjalp til omkring det praktiske med børnene. Som sagt så gjort. Så juli 2016 flyttede Dean til Danmark for at starte på en bachelor i Megatronics ved SDU.
Så ville skæbnen jo desværre, at Niels gik hen og døde i december.
Gennem alt det her, har Dean været en kæmpe støtte. Det var meningen at han skulle været taget hjem på en uges ferie, fredagen efter Niels’ død, men den aflyste han for at kunne være der for os alle tre og for at kunne være til stede ved bisættelsen. Når mine kræfter løb tør, tog han over med ungerne. Orkede jeg ikke at lave mad, så lavede Dean mad. Hele vejen igennem har Dean bare været der og jeg er ham så evigt taknemmelig for bare at være der for os betingelsesløst og uden at jeg har skullet bede om hjælpen. Når jeg har råbt og skreget som en åndssvag af alt og ingenting, har han bare givet mig et kram og ladet mig råbe. Han har intuitivt opfattet hvad behovet var og dækket ind, hvor det var nødvendigt… Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort, hvis han ikke havde været her.
Men det var han og det er han og jeg sætter simpelthen så stor pris på det. Han bager med ungerne, leger vilde lege, tager dem med på tur og giver mig en skulder når jeg har brug for det. ALLE burde have en ven som ham, når de har det sværest.
I princippet burde jeg have skrevet det her på engelsk, for en af omkostningerne ved at være der for os, har været at han ikke har haft tid til at deltage i danskundervisningen; men det skal være løgn, så fra næste semester har jeg sagt at han SKAL tage sig tid til danskundervisningen og derfor skriver jeg heller ikke dette indlæg på engelsk. Dean ved jeg har skrevet om ham og han vil gerne vide hvad der står, men så må han lære dansk (ej, helt så unfair er jeg ikke, jeg har fortalt ham i hovedtræk hvad der står).
Når du engang kan læse dette Dean, så af hjertet tak for alt det du har gjort og stadig gør for os. Det betyder alverden for os.