Det er tidligt onsdag morgen, min store pige skal cykle i skole ligesom på alle andre skoledage, men i dag synes hun det er træls med træls på. Det er en cykeltur hun er vant til og det er ikke noget nyt længere at hun skal cykle i skole hver dag, men hun er ikke fan af beslutningen og har aldrig været det. Som så mange gange før er lillesøster ude af døren kl. 6.55 og min store pige får stille og roligt pakket sine ting sammen og tjekket at hun har både sin madpakke og drikkedunk, sin nulreting (hun har forskellige nulreting, som hjælper hende til at finde ro, når hun har det svært i klassen) og får sko og jakke på. Jeg kan se det på hende på lang afstand, i dag er en af de dage hvor hun ikke har lyst til at hoppe på cyklen og ganske rigtigt: “Mor, må jeg ikke nok blive kørt i dag?” jeg tager en dyb indånding og forklarer endnu engang at det altså ikke er en mulighed, fordi hun bliver så frygteligt ked af det når jeg skal gå fra hende oppe på skolen og det er en træls måde at starte skoledagen på. 

Da hun startede i skole igen efter juleferien, var hun meget utryg ved at være afsted uden mig og jeg kørte hende i skole de fleste dage. Efterhånden blev det ret tydeligt, at det jeg fulgte hende i skole faktisk forværrede situationen – hun blev simpelthen mere ked af det når jeg forlod hende og derfor indførte jeg cyklen igen, for når hun cykler selv, så har hun faktisk ikke den der kedafdethed når hun kommer op på skolen. Det er bare så vigtigt for mig (og, set fra mit perspektiv, for hende) at dagen starter så positivt, så muligt, så hun ikke har mere end højst nødvendigt at bære rundt på i løbet af dagen. Så derfor insisterer jeg på cykelturen og håber inderligt at jeg træffer det rigtige valg… Men for pokker, hvor kan jeg sidde tilbage med en følelse af ikke at gøre det godt nok, totalt ravnemor følelse… For måske skulle jeg ikke insistere, måske var det netop vigtigt at hun blev kørt når hun beder om det? Og hun bliver ked af det når jeg siger nej, ligegyldigt hvad jeg siger nej til og underordnet hvilken forklaring der ligger til grund for min beslutning (og selvfølgelig har hun ret til en begrundelse for hvorfor jeg siger nej til nogle ting)… 

Jeg synes det er så svært at vurdere hvornår hun har et reelt behov for at slippe for cykelturen og hvornår det mere handler om bekvemmeligheden i at blive kørt. 

Jeg er meget imod at pakke mine børn ind i boble plast (selvfølgelig skal man tage hensyn til børn, men det kan også blive for meget), jeg kunne fint cykle/gå i skole og det kan mine børn også, men tanken om at jeg måske tager for lidt hensyn i lige situationerne omkring den daglige cykeltur til skole, giver mig ondt helt ind i sjælen, for tænk nu hvis jeg fejlbedømmer hendes behov og derved overskrider hendes grænser og gør at hun ikke føler sig hørt og set der hvor hun er? Det er simpelthen verdens grimmeste følelse…