Det er Kristi Himmelfarts-ferie. Ungerne har fri fra skole. Solen skinner fra en klar  blå himmel og sidst men ikke mindst det er byfest i vores lille lokalsamfund. Ungerne glæder sig, de skal til madkurvefest og holde disco med alle vennerne.

Jeg selv er allermest træt og har egentligt mest lyst til at grave mig ned under dynen, men niksen. I dag skal være en god dag… for ungerne og for mig. Så når jeg får gravet mig ud af nattøjet og i noget almindeligt tøj, går jeg i haven for at samle det nye havebord og slå den sidste del af græsplænen. Bagefter tager jeg med ungerne til byfest, de kan både få ordnet hår og alt muligt hyggeligt. Dean skal på uni og har lovet at tage nye beslag med hjem til ungernes rutschebane. Senere skal jeg stege frikadeller til ungernes madkurve og være chauffør.

Jeg orker ikke, men jeg gør det alligevel. Ungerne vil det så gerne og jeg vil så gerne give dem så mange gode stunder, så de har noget at stå imod med, når de tunge og svære stunder flyder henover dem. Så jeg står op og jeg gør det, der skal gøres og med stædighed og lidt god vilje, skal det nok blive en god dag.

Har i andre det også sådan indimellem? I orker ikke, men i gør det alligevel – hvis ikke for jeres egen skyld, så for jeres unger?