Det er to dage siden jeg hektisk satte mine unger på et tog i Nyborg sammen med deres oldemor. Hektisk fordi vi rendte ind i kø hele to gange på motorvejen og sådan set kom for sent til det tog de skulle med, som så viste sig at være forsinket nok til at de kunne nå det alligevel. På perronen var der alt for mange mennesker og som altid var det ikke til at finde ud af hvor de enkelte vogne i  toget ville holde. De skulle sidde i vogn 14, som vi så ikke kunne finde, så i sidste øjeblik fik jeg dem alle 3 ind i vogn 21 og håbede at det gik.

Nøj, det var mærkeligt at stå der på perronen og se dem køre væk. Jeg har gjort det før, men det var første gang EFTER Niels og kors hvor var det svært. Det er egentligt noget pjat, for jeg ved jo de er sammen med deres højtelskede oldemor, mormor, oldemoster (ja det kalder vi altså min moster, hvorfor er en lang historie), B.F. og onkel Klaus – alligevel havde jeg en knude i maven og slet ikke lyst til at de skulle afsted. Men afsted kom de og jeg ved de får det hyggeligt.

Jeg var ikke alene, Dean  og Izzy var med mig, men kors jeg følte mig Palle alene i verden.

Jeg havde planer om at sætte deres nye gyngestativ op i går, men det regnede og vejret var trist og jeg havde ondt af mig selv. Jeg tog ud at spise og jeg så den film og jeg savnede mine tøser så inderligt. Velvidende at de hygger sig og har en fest og at det er super godt for dem at være afsted. Lige så vel som det er godt for mig at være alene hjemme og være ked af det og savne.

Jeg fik snakket med min gode ven, om alt og ingenting. Vi grinede over plat humor der ville have været lige Niels og vi mindedes og mest af alt hyggede vi os og nød en god film. Og det føltes rart og forkert på en og samme tid.