Det har været en fast tradition de sidste vel nok 5 år, at mine unger er hos min mor og moster i pinsen. Det har længe været usikkert om ungerne var klar til at tage afsted, men ungerne ville virkeligt gerne afsted, så i dag har jeg kørt mine skønne tøser til Nyborg og sat dem på et tog med deres oldemor. De er begge udstyret med deres telefoner, så savner de mig er det bare at gribe telefonen og ringe til mig.

Så nu skal jeg så finde mig til rette i at være uden børn hele pinsen… Det er en sær følelse, den er både rar og ubehagelig på en gang. I første omgang består min alenetid bare af at være til stede i mig selv og mærke mig selv. I morgen står den på at pille ungernes gamle gyngestativ ned og sætte det nye op. I morgen aften skal jeg ud og spise med en god ven og ind og se Wonder Woman (Nøj, jeg glæder mig til at se den film – håber Gal Gadot kan udfylde rollen!!).

Det føles helt forkert at have noget voksentid, der ikke handler om alt det der er sket eller om mine unger og hvordan de har det, men bare om at to voksne mennesker har en helt almindelig samtale. Det føles forkert at gøre noget godt for mig selv – men netop derfor gør jeg det.

Har i det også sådan indimellem, altså at det at gøre noget godt for en selv, føles som om man gør det på bekostning af andre, selvom det slet ikke er tilfældet?