Jeg er kommet her det meste af mit liv. Først som beboer i mine teenage år, sidenhen som gæst hos både min far og min svigerfamilie. Efter Niels’ død er det selvsagt forbundet med en hvis portion smerte, at komme på visit på øen. Det er hans barndomshjem og her jeg mødte ham for første gang, her det slog gnister mellem os første gang og det var også her vi en tidlig morgenstund på vej hjem fra en hyggelig aften med gode venner blev enige om at vi skulle have børn sammen. Så Ærø har spillet en vigtig rolle i vores forhold.
Mine unger elsker det. Og skal jeg være ærlig, så elsker jeg det også (omend jeg også elsker at tage hjem igen). For Ærø er bare noget helt specielt, jeg kan mærke det allerede når færgen sætter i gang fra Fynshav, roen sænker sig – vi er på vej og resten af verden forsvinder i en eller anden forstand. Ærø er i sin egen boble, hvor ungerne kan lege ude til sent om aftenen og man har ikke lyst til at andet end at fange krabber med ungerne og gå ture i den smukke natur. Og selvom det er regnvejr og gråt, er det stadig bare så uendeligt smukt.
De sidste par uger inden sommerferien har været hektiske, smertefulde, ungerne har været umulige og jeg har følt mig helt vildt presset, så det var en lettelse at sætte sig på færgen og få den følelse af at forsvinde ind i Ærø-boblen. Vi ankom på Skt. Hans aften og min far og stedmor sørgede for hjemmelavede frikadeller (der er bare noget helt vildt hyggeligt og hjemligt over friskstegte frikadeller). Lidt senere kom min storebror og hans familie også til øen. Sammen gik vi ned og så bål.
Klokken var mange, jeg var træt, så forbandet træt, men jeg sugede al den lykke følelse det gav mig at se mine børn smile og være i nuet uden en skygge af sorg til mig. Det er så sjældent den skygge ikke er der, så det er om at gemme de øjeblikke hvor den er væk.
Ligenu sidder jeg på et gæsteværelse og kan høre min familie rumstere nedenunder, jeg har fået lov at sove længe og jeg nyder det. Nyder at høre ungernes stemme i samklang med deres bedsteforældre og kusinen. Jeg kan ikke høre hvad de snakker om, men jeg kan høre glæden, den lyd kan godt nok få mig til at tude… Det gør ondt, men det føles godt.
Jeg håber du kan se os, der hvor du er Niels, se at selvom det gør ondt, så forsøger vi at leve videre uden dig. Men du er med os alle vegne uanset.
