Sorg

Rod i mit hoved og energi-kontoen er tom

Man skulle jo tro, at sådan en familie weekend tætpakket med nærvær og hygge, ville give lidt på energi-kontoen (som i forvejen var ret slumpen); men nej, det er ikke tilfældet. I stedet er min energi-konto fuldstændigt tom, faktisk er den gået i minus. Ikke skide heldigt når nu det er sommerferie og ungerne ser frem til samvær og hygge.

Det har været skønt at være afsted og se mine nevøer, niecer og den øvrige familie (ingen nævnt, ingen glemt) – jeg har nydt at høre mine børn grine sammen med deres fætre og kusiner og hvine af glæde over at få is til dessert, se dem lege på legepladsen eller slå vejrmøller i Morfar og Omas have – men det kræver godt nok sit, at være samlet så mange, så koncentreret og jeg må erkende at jeg simpelthen ikke har overskuddet til at være social i så høj grad over en hel weekend. Jeg manglede at kunne trække mig ind i mig selv og bare være (ikke at nogen andre end jeg selv, krævede at jeg var deltagende konstant og hele tiden) – det er udelukkende min egen fejl, at jeg var så opsat på at få så meget ud af tiden sammen, at jeg simpelthen ikke tog vare på mig selv og jeg betaler prisen nu – eg er sat til i snot, jeg hiver mig selv gennem dagen og holder fast med det yderste af fingerspidserne til det bliver weekend og vi forhåbentligt kan sætte tempoet lidt ned igen og få ladet lidt op.

Socialt samvær føles som at løbe en marathon, uden at have trænet til det. Jeg elsker at være sammen med andre, men energien er der bare ikke. I morgen er endnu en lortedag, der skal siges farvel til endnu en sjæl, der har forladt os alt for tidligt. Jeg har ikke haft energi til at kontakte min faster og spørge ind til omstændighederne omkring min onkels død, ej heller sendt min kondolence. Jeg kommer til begravelsen sammen med min far og ved at min faster og kusine, forstår hvorfor jeg ikke har givet lyd fra mig (omend jeg stadig føler lidt skam over ikke engang at have sendt dem en besked om hvor ondt det gør mig, at de har mistet ham). I morgen ligger jeg armene om dem og tuder sammen med dem. Jeg har ikke lyst til at tude mere, jeg orker ikke at sige farvel.

 

Men jeg skal og jeg gør det – for deres skyld og for min egen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *