Lidt af det hele, Uncategorized

Tiden gik…

Ja, det siger jo lidt sig selv… Men ikke desto mindre går tiden og sidst jeg skrev, besluttede jeg mig jo sådan set for at sætte tid af til at sætte ord på mine tanker og igen være lidt nærværende her på bloggen. Men der er ofte langt fra tanker til handling og tiden gik.

Vi ramte mellemstens 10 års fødselsdag, Izzy blev 3 år, vi kom forbi endnu en af Niels’ fødselsdage uden ham og sørme om vi ikke også ramlede ind i en barselsafslutning, der faldt sammen med Corona lockdown og den lilles 1 års fødselsdag? I bund og grund kunne jeg have skrevet en masse undervejs, tankemylderet har bestemt været der, men det er ikke blevet til.

Corona medførte først 3 uger med alle hjemme og dernæste 5 uger med hjemmearbejdsplads og børn hjemme i forskellig grad. Selvom vi er godt på vej til at være ude af lockdown og de fleste ting efterhånden er åbnet op for, så har den alligevel givet anledning til bekymring og tanker, men ikke kun det, den har også givet anledning til nærvær og samvær og at lære at sætte grænser overfor hinanden – i hvert fald i vores hjem.

Jeg sidder ofte med en skyldfølelse. Skyldfølelse over manglende overskud, over at ville have tid til mig selv, over at jeg ikke får skrevet mine tanker ned, over at tabet ikke er allestedsnærværende og at det nogle gange kan mærkes som om at tabet ikke længere er vigtigt.

Jeg ved godt at jeg ikke har grund til at føle skyld over nogle af disse ting. Jeg behøver ikke at slå mig selv oven i hovedet, for jeg ved godt at jeg gør det bedste jeg kan og at vi alle har både gode og dårlige dage. Men derfor er den der stadig…. Altså skyldfølelsen. Den sidder i baghovedet og minder mig om alle de ting jeg burde gøre, jeg kunne gøre bedre og de ting jeg ikke får gjort. Sådan har vi det nok alle sammen fra tid til anden. Men, her under corona, har jeg virkeligt prøvet at lægge den fra mig. At minde mig selv om, når den prikker mig på skulderen, at det ikke er rigtigt og at jeg gør det godt nok.

Nu er hverdagen tilbage, eller i hvert fald en form for hverdag. De store er tilbage i skole, mindsten er i dagpleje og vi er begge på arbejde. Jeg priser mig lykkelig for at have et arbejde der gør at jeg senest er færdig kl. 20 og har fri hver weekend – det er guld værd når man har børn, synes jeg (og som socialpædagog er det ikke unormalt at have arbejde på alle tider af døgnet).

Jeg nyder at aflevere mindsten i dagpleje hver morgen glad og smilende og hun næsten har for travlt med at komme i gang med at lege til faktisk at sige farvel til mig. At den store ser frem til at skifte skole efter sommerferien og er spændt på nye oplevelser. At se mine børn udvikle sig hele tiden.

Corona har været lang og hård. Det er hårdt arbejde at gå op og ned af hinanden konstant og hele tiden, men det giver også anledning til at blive mere opmærksom på hvor hinandens grænser går, for ikke at nævne ens egne. Børnene især, har skullet øve sig i at give plads til hinanden og rumme hinandens behov, nogle gange på bekostning af en selv. Øve sig i at være en del af fællesskabet herhjemme og at selvom man er barn, kan man godt være en aktiv deltager i at få huset til at hænge sammen.

Jeg er tilbage på arbejde og det er rart at sætte min faglighed i spil igen, se borgerne og sparre med mine kollegaer. Men det er også benhårdt at gå fra over et år hjemme og så tilbage og finde sig til rette i nye rutiner og rammer, selvom det jo er noget jeg kendte i forvejen. Det tager af overskuddet til alt det andet i en travl hverdag. Mere end jeg synes at kunne huske det har gjort før. Jeg er nået til en slags erkendelse af, at jeg bare ikke har det samme mentale overskud som før vi mistede. Jeg er uigenkaldeligt anderledes end før. Det er lidt en bitter pille at sluge. Egentligt kan jeg godt lide den jeg er nu og hvor jeg er nu, men jeg savner mit overskud. Jeg savner at kunne rumme noget mere end jeg gør. Men første skridt på vejen må være at acceptere at det er der hvor jeg er nu og måske bliver det ikke anderledes, måske bliver det mere, måske mindre – men det uanset er der hvor jeg er og det er jeg nødt til at kunne være i.

Den tror jeg, jeg skal tygge lidt på…..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *