Jeg har før nævnt at jeg følger bloggen majmy.dk. Maj har nu startet med brevkasse-torsdag på bloggen og det første brevkasse indlæg handlede om julen og den medfølgende gaveregn.

Jeg skrev, som så mange gange før, mit syn på indlæggets kerne og det rørte noget ved mig. For i min fortælling om vores jul og vores traditioner, gik det op for mig hvor vigtigt det er for mig at fastholde vores traditioner og hvorfor. Mit svar var som følger:

“Vores jul er den samme juletradition, som vi har holdt fast i siden Annamai blev født.

Vi holder jul hehjemme, men alle der har lyst til at være med er velkomne. Oftest har det blot været os selv og det har været en sand fornøjelse. Sidste år kastede en stor skygge over julen og min ældste veninde ændrede sin juletradition for at være her med os. Jeg overkompenserede i den grad på gavefronten, hvilket ikke bliver tilfældet i år. De får en fælles gave som er til gavn for os alle og så får de et par små gaver ved siden af fra mig.

Vi er inviteret til jul hos min svoger og svigerinde, men jeg har valgt at vores juletradition skal være den samme som den var før Niels gik bort. Så vi henter træet et par dage før jul, vi pynter det sammen den 23. om aftenen. Når ungerne er lagt i seng lægger jeg gaverne under træet. Den 24. foregår i et fredeligt tempo med en duft af jul igennem huset hele dagen – vi skal have både and og flæskesteg, dog er risalamanden skiftet ud med fløderand med kirsebærsovs.

Vores familie er spredt og består af skilsmisser på kryds og tværs (i hvert fald i min side af familien), så en samlet jul er stort set umulig. Derfor holder min mors familie en julesammenkomst i slutningen af november og så gør hver sit på selve juleaften. I min svigerfamilie samles de alle hos min svoger og svigerinde, men jeg er vokset op med at rejse fra herodes til pilates i alle helligdagene, så det har altid været vigtigt for mig at vi i hvert fald til juleaften var hjemme hos os selv. Derfor har traditionen så i stedet været at vi tog hjem og holdt julefrokost med min svigerfamilie enten 1. eller 2. juledag.

Min familie sætter pris på at vi gør det sådan, det har vi gjort i mange år, fordi det passer vores familiestruktur så fint, men jeg er ikke i tvivl om at min svigerfamilie helst så vi holdt jul sammen med dem. De bekymrer sig for os og de kærer om os. Jeg sætter stor pris på det. Men jeg vil også at vi har et liv så tæt på hvad det ville have været, hvis Niels stadig var her, når jeg læser det, kan jeg mærke hvor vigtigt det faktisk er for mig. Ved at holde fast i vores egne traditioner, er han med os, for sådan gjorde vi også da han levede. Det betyder meget for i hvert fald mig, men jeg tror også det kommer til at betyde meget for især min yngste, når hun bliver ældre og måske har sværere ved at huske sin far.”

Det nev i hjertet, da jeg skrev det i fredags. Især den sidste sætning rammer hovedet på sømmet, fastholdelsen af vores traditioner er så vigtig for mig, fordi jeg frygter at mine piger (især den yngste) får sværere ved at huske Niels senere i deres liv. Det tror jeg er min ubetinget største frygt, at de ikke kan huske det fantastiske menneske, der har været med til at skabe dem og elskede dem (og mig) betingelsesløst.

Her til morgen var jeg så en smule for tidligt på den til arbejde og tænkte jeg snuser lige mine favoritblogs inden jeg går ind og der lå Majs svar så til mig.

“Åh, Ditte. Du beskriver så fine traditioner og så kærligt og respektfuldt bærer du jeres families højtider videre uden Niels. Det glæder mig at læse, at din svigerfamilie har jer. tæt på hjertet. Og så rammer det mig naturligvis, at du skriver, at din yngste måske får svært ved at huske sin far. Jeg tænker på, hvordan det er for dig at skrive de ord og på hvor uendeligt smukt jeg synes, du bærer jeres sorg.”

Så sad jeg der med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg blev ramt og rørt, fordi i hverdagen synes jeg, jeg fejler oftere end jeg har succes. Det er bare en kæmpe opgave at guide mine piger igennem deres sorg, genopbygge vores liv og samtidigt bearbejde min egen sorg. Tit er jeg slet ikke sikker på jeg magter opgaven. Så at læse en andens tanker om hvordan jeg bærer min sorg og rose mig for det, ramte bare lige i smerten, men også i hjertet.

Oftest er jeg blind for det smukke i sorgen, i min sorg. Jeg har travlt med at holde sammen på os og på hverdagen. Men den er jo smuk! Den er den fysiske og psykiske manifestation af Niels’ betydning for os. Han var mit fundament, min jordforbindelse, mit heppekor, min modvægt, min ro og min støtte, når jeg følte at jeg havde taget munden for fuld. Niels var det skønneste og smukkeste menneske, jeg nogensinde har kendt og det er vigtigt for mig at mine piger aldrig glemmer at han er en del af dem og har bidraget til at de er de skønne og helt igennem fantasktiske væsner de er.

Men 7 år (eller 10 år for den sags skyld) er ikke lang tid til at skabe de minder der skal bære hendes far med hende videre i livet og gøre ham uforglemmelig for hende. Så jeg kæmper for at huske selv de mindste ting om hvem deres far var og de ting vi alle har oplevet med ham. Det er min helt store frygt at de begge når et punkt hvor minderne om far bliver difuse og utydelige. At han ikke længere står krystalklar for dem. Jeg kan jo ikke garantere det ikke sker. Der er ingen af mine handlinger der kan sikre, at de altid vil huske ham. Men jeg forsøger alligevel.

Jeg forsøger gennem fortællinger, genfortællinger, vores traditioner (både dem herhjemme og dem i selskab med resten af vores familie) og de ting vi omgiver os med.

De skal vide at selvom han ikke er her mere, så var de hans verden og det liv de lever, er noget han har andel i. For jeg ville aldrig have været den mor jeg er i dag, hvis ikke han havde været min mand og far til mine børn. Niels gav mig lyst til at slå rødder, at stifte familie, at være mere og andet end blot mig selv. Jeg håber så inderligt jeg kan få det til at være deres følelse også, at far med sit ydmyge væsen, rørte de mennesker der var omkring ham. Han var noget ganske særligt og det er de også.