Sorg

Brev til Niels

Kære Niels,

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte eller slutte… Det første år er gået, et år jeg troede aldrig ville ende. Det lyder så dramatisk når jeg læser mine ord, men det sidste år har følt som et uendeligt loop. Hver gang tingene føles normale og vi lader til at være på vej fremad igen, så sker der et og andet og jeg er tilbage ved tabet og sorgen og den der frygtelige følelse af at være i en boble for mig selv, uden lyst til at komme ud af den eller lukke andre ind…

Du ville være så stolt af vores piger, for pokker hvor de gør det godt… De er brølstærke og samtidigt så skrøbelige som glas. De mangler dig, men hver dag står de op, og kæmper sig gennem savnet og kommer igennem dagen – ikke uden knubs, men som små empatiske væsner, der bekymrer sig om de mennesker de omgiver sig med…

Dean har været fantastisk, både for mig og for pigerne, pigerne har knyttet sig stærkt til ham og han har taget imod dem med åbne arme og er deres klippe når de har brug for det.

Indimellem tænker jeg hvad nu hvis…

Hvad nu hvis du ikke havde været på smertestillende for armen, havde vi så opdaget symptomerne i tide?

Hvad nu hvis jeg havde ringet efter en ambulance, i stedet for at gøre som aftalt med lægevagten?

Hvad nu hvis de alligevel havde kørt dig helt til Odense, i stedet for at give op?

Hvad nu hvis jeg havde insisteret på du gik til lægen noget før med armen?

Hvad nu hvis operationen var begyndelsen på enden, havde du været her endnu hvis du ikke var blevet opereret?

Hvad nu hvis det havde været mig i stedet for dig?

Jeg kan ikke svare på spørgsmålene og jeg vil heller ikke forsøge. For svarene giver mig ikke dig tilbage, giver ikke pigerne deres far. Bagklogskabens syn er 20/20 og gør nærmest mere ondt end godt.

Jeg er glad for jeg er her til at tage mig af vores piger og kan fortælle dem om det vidunderlige menneske, deres far var. Det er hårdt og hvor føler jeg mig indimellem fortabt i fortællingerne om dig, for ordene er dig ikke værdige, der findes ikke ord, der helt rigtigt kan beskrive hvor fantastisk du var og hvor heldig jeg var, at det var mig du kastede din kærlighed på. Men jeg prøver at give det videre til vores børn så godt jeg kan.

Jeg har dig med mig hver dag (på godt og ondt), når vi laver hjemmelavede nuggets eller steger fisk, når der skal skiftes en pære, eller et stykke legetøj skal repareres, eller da vi legede i sneen i weekenden… Den anden dag skulle pigerne i sorggruppe, de skulle have billeder med af dig og billeder af dem selv sammen med dig… Jeg kiggede længe billeder igennem og faldt over et billede af dig og ældsten i døren til køkkenet… Den kærlighed der er i jeres blik overvælder mig, når jeg ser på det og den overvældede også Annamai da hun så det… Den lille, store, stærke, følsomme pige mangler sin farmand og hun kæmper hver dag med at du ikke er her mere, det gør vi alle.

Hvor du end er nu, skal du vide at du er hos os i vore tanker og vore hjerter hver dag, hver time, hvert minut og hvert sekund. Sådan vil det altid være.

1 thought on “Brev til Niels

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *