Da vi ramte januar og det stod klart for mig at der, udover skolernes sorgprocedurer, ikke var ret meget hjælp til rådighed for mine børn, begyndte jeg at overveje hvordan vi kunne flytte fokus i hverdagen og få noget mere glæde ind i hverdagen – ikke at vi bare skal være glade glade glade, men indimellem er det bare vigtigt at der er momenter af lykke og glæde, selv når man stortuder og er trist… Jeg lagde mig hurtigt fast på, at udleve en drøm jeg havde delt med Niels – at vi skulle have hund igen. Det var vigtigt for mig at vælge en race, som krævede lidt af mig ift motion og træning, men samtidigt også kunne fungere som en slags terapihund for familien. Skæbnen ville at min gode veninde Sofie fik et kuld lækre islandske fårehunde den 24. januar – med det samme var der en lille grå pelsklump, der tiltrak mig. Men alle hvalpe er nuttede, så jeg søgte al den information jeg kunne om denne skønne race og det stod hurtigt klart at den islandske fårehund snildt kunne være racen jeg ledte efter.  Da de var 4 uger tog jeg ungerne under armen og kørte på hvalpebesøg. Det stod hurtigt klart at den lille grå pels klump var akkurat så dejlig, som jeg havde forestillet mig og mit hjerte sprang et slag over, da jeg for første gang i 2,5 mdr så min ældste datter være glad mens hun sad med vores kommende hund i skødet. Jeg reserverede hende og vi kaldte hende Izzy.

Hun er nu 17 uger gammel (i morgen) og en regulær terrorist, der stjæler sko, hyrder kattene, stikker af når hun kan slippe afsted med det ,stjæler mad fra bordet og alle de andre unoder hvalpe i den alder finder på; men hun er også omsorgsfuld og kærlig og hilser os godmorgen med glæde hver eneste dag. Det er tydeligt på især min store datter, at Izzy gør en kæmpe forskel for hende, både når hun er glad og grinende, men også når hun er trist og tårerne triller ned af kinden. Izzy er hårdt arbejde og masser af træning, men vi nyder det og hun er alle de grå hår værd.

 

Fuld af spræl og spilopper, men hun får mig ud af fjerene hver morgen og afsted, jeg kan mærke det gør en verden til forskel på min energi og selv de dage, hvor energien er i lavmål, kommer jeg ud alligevel – ud og suge d-vitamin og energi til mig – what’s not to love?

 

Har i anskaffet et kæledyr som terapi? og virkede det?