Jeg ville egentligt have skrevet i går og fortalt om hvad der skulle ske i dag, men jeg løb simpelthen tør for energi, så i stedet brugte jeg dagen på at sidde i haven med unger, hund og Dean; alt imens Dean startede den nye grill op og vi fik lavet lidt salat og spist aftensmad i haven…

Men i dag var vigtig, især for min mindste var den vigtig. For i dag var dagen, hvor hun skulle sige farvel til sine klassekammerater og voksne i taleklassen, for at starte op på vores lokale folkeskole i morgen. Hun har gået i taleklasse fordi hun i sin tid, da hun skulle vurderes skoleparat, havde massive sprogvanskeligheder og derfor blev visiteret til taleklassen. Taleklassen er et tilbud for børn i 0. og 1. klasse, med sprogvanskeligheder af forskellig art. Den fungerer på mange måder som en almindelig 0./1. klasse, men med øget fokus på sproget og med en talepædagog tilknyttet klassen, som kommer 2 gange om ugen og har individuelle forløb med alle eleverne.

Min datter har været utroligt glad for at gå der og hendes sprog har udviklet sig helt enormt både i tiden efter visitationen og op til skolestart, men også efter skolestart og frem til nu.

De sidste par uger har hun haft det svært med at gå i skole. Hun har altid været et meget rummeligt barn, med en helt enorm evne til at sende en pytmand efter tingene og har aldrig rigtigt ladet sig gå på når tingene gik hende imod. Men nu begynder sorgen at ramme hende og hendes overskud er en hel del mindre end det har været, hvilket har betydet at hendes overskud til at rumme andres reaktionsmønstre har ændret sig.

For nogle uger siden kulminerede det. Jeg hentede hende efter SFO – vi skulle til hundetræning – bare os to og Izzy. Da vi sidder i bilen siger hun: “Mor, hvornår er det jeg skal starte på Varnæs, for jeg har ikke lyst til at gå der mere…” Det kom som et slag i maven, for egentligt var jeg sikker på at hun elskede at gå i skole der og det var netop derfor vi til sidste skole/hjem samtale var blevet enige om at hun ikke skulle flyttes før efter sommerferien. Jo mere vi snakkede, jo mere tydeligt blev det for mig, at hun ikke kunne rumme det mere, at hun var nået sin smertegrænse. Så jeg kontaktede de voksne omkring hende og fik arrangeret at hun skulle starte på Varnæs skole.

Det var mærkeligt at sige farvel til de voksne og de andre elever, både for hende og for mig. Det er jo mennesker, der har fulgt os nært i alt det der er sket de sidste måneder og vi har arbejdet tæt sammen, de voksne og jeg, om at skabe en så tryg og rolig hverdag omkring min dejlige tøs. Da vi gik derfra, var det alligevel med en vis vemod hos os begge og vi fik en lang snak om at hun ikke skulle gå i skole med dem mere og at hun ville savne at lege med dem i frikvartererne. Vi snakkede om, at hun jo stadig kunne komme på besøg i klassen og have legeaftaler med de andre; og om at hun i morgen skulle op og være sammen med sine venner fra SFOen (Hun har nemlig gået i SFO på Varnæs skole og de fleste i hendes nye klasse har hun også gået i børnehave med).

Jeg kan mærke det rammer mig hårdt, når min lille pige ikke har overskud til at være sit “normale” glade og rummelige jeg. Hvor er det dog uretfærdigt, at hun ikke bare kan få lov at være sig selv og nyde sin barndom? Hvorfor skal hun kæmpe med alt det her?!

Jeg kan ikke tage det fra hende, hvor gerne jeg end ville, men jeg har gjort hvad jeg kan, nemlig at flytte hende fra det hun ikke følte hun kunne rumme – gør det mig til curlingforælder? Ja, det gør det måske nok, et eller andet sted, så har jeg altid været fortaler for at børn skulle lære at håndtere den verden de var i og tage deres egne kampe, men den her kamp tog jeg for hende. Havde hun fået mere ud af at jeg havde ladet hende kæmpe sig igennem det (sommerferien er trods alt ikke så langt væk) – muligvis. Men i sidste ende, så synes jeg faktisk hun har nok at kæmpe med og det må være mit job at tage hensyn til alt det andet der foregår.

Det var en lang og rodet omgang… Men for pokker hvor har de tanker rodet rundt i mit hoved længe…