Efter at have været noget for familien og følt at jeg i den grad var i underskud af energi og overskud, besluttede jeg mig for at gøre noget for mig selv i går.

Jeg elsker at fotografere og det giver mig sindssygt meget at være kreativ med mit kamera. Så da ungerne havde overstået deres bad og var blevet puttet i seng, hunden var luftet og der var faldet ro over det lille hjem. Overlod jeg “posten” til Dean og tog min kamerataske og kørte afsted mod Aabenraa. Efter turen med pigerne og Dean om eftermiddagen, tænkte jeg det kunne være sjovt at lege med lyset fra tivoliet. Undervejs fik jeg også eksperimenteret med lyset fra solnedgangen. Den giver mig en helt særlig underfundig følelse, når jeg fotograferer i det lys, som jeg synes gør billederne til noget ganske særligt.

Der er noget helt eventyrligt ved pariserhjulet, i går aftes var ingen undtagelse.

 

I sådan et tivoli, er der et væld af lyskilder og i aftenens mørke bliver alle forlystelserne magiske, så jeg udnyttede magien og fotograferede på livet løs.

 

Jeg følte mig oprigtigt gammel, når jeg så alle de unge mennesker suse op og ned i disse forlystelser, velvidende at jeg ikke har røv nok i bukserne til at hoppe op i dem og bare turen i pariserhjulet giver mig en lille smule kvalme (totalt tøsebange for højder, det er mig). Men at stå der, som tilskuer til de unges glæde og dårskab, var en sand fornøjelse (og en stærk reminder om hvorfor jeg ikke længere gider drikke mig fra sans og samling) og jeg sugede energien til mig, som havde jeg gået i ørkenen og fik tilbudt et glas vand – det var en ret skøn følelse, at mærke hvordan blikket gennem linsen, bare gav mig energi og overskud.

 

Endnu engang er jeg blevet bekræftet i, hvor vigtigt det er at følge sine passioner, hvor meget det giver når man lader sig selv dykke ned i sin egen kreativitet og bare lader det flyde igennem en (tænker det egentligt er ret lige meget hvad det er man brænder for, så længe man virkeligt brænder for det).

Jeg eeeeeeeeeeeeeeeeeeeeelsker sort/hvide billeder, det er utroligt hvor forskellig en stemning man kan få frem, blot ved at fjerne farverne fra billedet…

Jeg gik rundt i flere timer og fotograferede på livet løs, fik underlige kommentarer fra fulde folk, men mest af alt fik jeg den energi tilbage, jeg så desperat har følt i minus af over den sidste uge. Da jeg kom hjem, var klokken mange, men jeg var jo liiiiiiiiige nødt til at tjekke hvad resultatet af turen var blevet og inden jeg fik set mig om var klokken 2 om morgenen… Ikke smart, når ungerne står op kl 6 og i øvrigt har lokket mig til at love dem hjemmelavet brunch. Men jeg vågnede kl 8, til to tøser der hyggede sig med deres telefoner i sengene, to katte, der boblede i henholdsvis kattetræ og vasketøj, en hund der snorkede i sin vindueskarm og alt åndede fred og ro…

Jeg var træt, men glad og havde faktisk overskud til at lave den famøse hjemmelavede brunch – både med scrambled eggs, sprødstegt bacon fra Dunkær Slagteren på Ærø, som vi havde hjembragt fra vores ferie (er du på visit på Ærø og gerne vil smage lækre spareribs, eller virkeligt lækkert røget bacon – så smut der forbi, det er besøget værd synes jeg), stegte pølser, ristede boller, pålæg chokolade og juice – vi sad sammen og hyggede og grinede og nød en stille formiddag… Livet kan faktisk godt være skønt, selvom det gør ondt – det var rart at blive mindet om det.

 

Hvad gør i for at lade batteriet op? Og kan i mærke forskellen, når i husker at gøre noget for jer selv?