Jeg er ikke kristen, jeg faktisk overhovedet ikke religiøst anlagt.  for mig var det en underlig ting at skulle planlægge en bisættelse i samråd med en præst, der trods alt repræsenterer en religion, jeg ikke selv bekender mig til. Men her i sognet har vi, efter min mening, verdens bedste præst. Hun har været en kæmpe støtte og hjælp hele vejen, både i forbindelse med selve bisættelsen, men i virkeligheden har hendes hjælp omkring børnene og jeg været endnu størrere.

Jeg er meget praktisk anlagt og havde hurtigt ret godt styr på de praktiske detaljer i forbindelse med Niels’ død. Men jeg anede ikke hvordan jeg fandt hjælp til mine piger og det viste sig hurtigt, at det ikke er så nemt at finde hjælp til børn, der står i vores situation. Havde deres far været død af kræft, ville der være hjælp at hente hos Kræftens Bekæmpelse; men når ens far dør pludseligt af uventede årsager, så er der bare ikke rigtigt nogen hjælp at hente udover deres skolers sorgprocedurer. I alt det her, har præsten bare været en kæmpe støtte, hun har søgt i sit netværk efter hjælp, talt med store bogstaver alle vegne og i sidste ende var hun også med til at finde den sorggruppe, min store pige er startet i.

Fra dag 1, sørgede hun for at jeg kom ud blandt andre mennesker. Opfordrede mig til at deltage i menighedsrådets kreative gruppe og fik mig i kontakt med en sorggruppe til mig selv. Hun har taget hånd om os og hjulpet mig med at reflektere over mine følelser og hele situationen, givet mig en ventil i hverdagen.

Vores walk&talks giver mig simpelthen så meget, både i form af ventil og reflektion, men også i forhold til hvor skal vi hen herfra og hvordan søren kommer vi videre med en hverdag uden Niels…

I dag har vi endnu en, som jeg ser frem til den med glæde, selvom jeg ved det er hårdt følelsesmæssigt, men det giver mig rigtigt meget og samtidigt kan jeg jo hver gang mærke hvor meget min kondition ændrer sig fra gang til gang…

Hvis andre derude er i sorg, eller af den ene eller anden årsag har det svært, så kan jeg klart anbefale at snakke med jeres lokale præst – i værste fald kan de ikke andet end at pege jer i retning af hvor i kan finde hjælp og i bedste fald, som i mit, får i en hjælpende hånd til det i går og slås med.